Gid englene stadig sang for os

Hans Sydow: »Sydow Sound«

»Julen har ingen lyd« er lågen 6. december, og det tiende værk på Hans Sydows julede 25 års-jubilæumsalbum (der både kan opleves fra sofaen og i en live-udgave på Musiktorvet i København hver time helt til jul). Radiovært Ole Corneliussen læser juleevangeliet (Lukasevangeliet, kap 2 vers 8-14) op og i bedste radiostil skal jeg først lige tunes ind på hans kanal. Men han er ikke alene, hviskende stemmer omgiver ham, og giver i brudstykker teksten til »Et barn er født i Betlehem«. Spillet på »Julen har englelyd« leder selvfølgelig straks tankerne hen på de engle, der forkynder os og hyrderne, at frelseren er født. Og ligesom hyrderne mærker jeg mere frygt end tryghed ved de stemmer, der pludselig strømmer ud af højttalerne. Er det sådan det føles at høre engle? Akusmatiske stemmer er åbenbart ikke lige.

Sydow opstiller en sjov kontrast mellem den tydeligt gammeldags radiodiktion fra Corneliussen og de hviskende, insisterende og meget forvirrende englestemmer. Jeg får klart lyst til at bede englene tage formidlingstimer hos Corneliussen, men pludselig er de væk – nummerets halvandet minut er overstået og efterlader en underlige følelse af… tab.

Effektivt får Sydow mig til at længes – ikke så meget efter den nostalgiske forkyndelse af det glade budskab op til jul, men mest efter de engle jeg før var frygtsom over for, for de tvang mig til at lytte efter, hvad de sagde. Fremover vil jeg foretrække hviskende besøg af engle, der forkynder julesalmer over ethvert pænt og fromt kirkekor. I hvert fald nu, hvor Sydow har åbnet mine øre for det og bragt lidt gudfrygtighed tilbage.

playliste

03.10

Mit navn er Andreo Michaelo Mielczarek – vil du se min playliste?

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

playliste

02.10

Mit navn er Aria Leth Schütze – vil du se min playliste?

»Musik for mig er muligheder for transformation.«

Aria Leth Schütze er bosat i København og står bag musikprojekterne Alto Aria og Samler På Dig. De er medstifter af pladeselskabet Rhizome og medredaktør på musikmagasinet Passive/Aggressive. I deres praksis mødes elektronisk og akustisk musik i en undersøgelse af transformation.

playliste

02.10

Mit navn er Mikkel Krause Frantzen – vil du se min playliste?

»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).

playliste

28.09

Mit navn er David Dyrholm – vil du se min playliste?

»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«

David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.

kortkritikrelease

25.09

Et orgel i tvivlens mørke skov

Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«

Thanatosis, 25.09

Kristoffer Møllegaard

Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.

Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.

Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.