Grand Miniature Worlds
In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but.
What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis.
Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.
Med Bamse i »Black Mirror«
Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.
Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.
Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!
Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.
Nu falder verden
Min fornemmelse, mens jeg står og lytter til Florian Heckers lydkunst i en gammel cykelkælder? At nu falder verden. Jeg hører skarpe melodiske sløjfer i højt tempo: syntetisk iskoreografi. En gryntende, famlende puls lyder som koordinerede WC-udtræk. Så følger pludselig en rolig, sækkepibenær klang og krystallinske ekkoer af bordtennisbolde. Det er kaotisk, skizofrent, men også drillesygt.
Rummet er adskilt af ni grønne plader, der skærer udstillingsstedet Simians kvadratiske beton over i to. På hver side hænger tre små højttalere, de ser næsten uskyldige ud. Det er de ikke. Bag værkets kaotiske ydre gemmer sig en stringent orden, men bag den stringente orden gemmer sig en maskinel vilje – algoritmer, der længes efter at gå i voldsomt udbrud.
Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings har en fortællende karakter, selvom processen bag fortaber sig i dunkelt programmørsprog. Til tider hører man små urværk, elektroniske slørhaler, men på sit højeste overvælder værket med hjemsøgt tombolaorgel og intense, digitalsymfoniske eksplosioner. Fjendtligt? Bestemt. Uimodståeligt? Lige så bestemt.
Genklang i glasværket
De store minimalistkomponister er den moderne kompositionsmusiks popstjerner. Størst af dem er Philip Glass – han laver de mest spiselige eksperimenter. Samtidig er manden netop fyldt 85. Så vi har at gøre med en mand, der ikke behøves at lave større værker mere.
Dog er der alligevel noget vitalt og smukt på spil i denne indspilning af det nye værk String Quartet No. 9, der i fem akter formår at benytte den moderne strygekvartet som en direkte kile af overrumplende følsomhed. Det er bemærkelsesværdigt, at Glass kan genudsende sig selv og stadig finde skønhed i oscillerende strengeleg og gentagne oktavspring. Selv når avantgarden sniger sit hoved frem i celloens brummen i første del af »Akt II« og de hektiske pizzicato-rytmeforløb midt i »III«. Mest spændende bliver de i introen til »C«, hvor violiner, bratsch og cello nærmest fører en dialog af kaotiske forløb, der bagefter kulminerer i et stykke oldschool-Glass, der minder om de mindre kaotiske forløb i 1976-operaen Einstein on a Beach.
Som bonus får man også Glass’ String Quartet No. 8 med fra 2018, der på en måde er klassisk Glass og samtidig peger ind i en neoklassicistisk ro, som Glass synes at blive draget af på sine gamle dage. Det er også super kedeligt, selvom det lyder smukt. Der er bare ikke meget nyt under solen, og mest interessant er Glass fortsat, når han byder kaosset ind i glassalen. Den slags genklange kan man ikke få nok af.
Liv i røret
Den danske lydkunstner Lars Greve opfører i øjeblikket en række improviserede lydinstallationer i Copenhagen Contemporarys Hal 6, hvor han har monteret transducere til ventilationsanlægget for således at gøre det til ét stort instrument.
Som publikum til Greves opførsel 15. februar blev vi opfordret til at bevæge os rundt i rummet, mens vi hørte ham spille på sine træblæseinstrumenter og selv berørte ventilationsanlæggets store rør, der flugter sig på tværs af rummets vægge. Mine bevægelser i rummet, min lytning og hænder på anlægget påvirkede ikke bare min oplevelse af Greves performance, men tilføjede også en ekstra dimension til selve lyden. Lydens rungen resulterede nemlig i, at anlægget i varierende grad vibrerede, og det efterlod mig med en nærmest fysisk oplevelse af hans lydinstallation. Mine hænders kontakt med det vibrerende anlæg var som at mærke lyden materialisere sig mellem fingrene på én. På den måde var der en rød tråd mellem Greves værk og kunstneren James Turrells installation After Shock, placeret kort inden hallen, hvor Lars Greve befandt sig. Her var det lyset, der nærmest materialiserede sig i Turrells installation, hvor det hos Greve som sagt var musikken, der fremstod i en form for fysisk karakter – stærkt kurateret af Copenhagen Contemporary.
Musikkens intensitet varierede i løbet af de 40 minutter, som opførelsen varede, og når den var mest afdæmpet, var det som at høre en hvisken eller et stille åndedræt blive udstødt fra anlægget. Når den var mest intens, lød det derimod som et vildt dyr, der raserede i fangenskab i ventilationssystemets rør, når man lagde sine ører mod dem – en vild og utæmmet lyd som efterlod mig med en følelse af, at Lars Greve ikke kun satte lyd til rummet, men også liv.
En tung venstrehånd
Komponist Andreja Andric og pianist Anita Tomasevich har med dette albums første seks værker, »December I-VI«, skabt en hyldest til årets mørkeste måned. Fra første anslag er musikken præget af molakkorder, træghed og en konstant tilstedeværende, meget tung venstrehånd. De seks værker tager dog til i styrke, tempo og klang, og i »December VI« kan man endda ane lyset for enden af tunnellen. Vinterdepression – men også håbet om lysere tider – i musikform.
Der er en brutal klarhed over metaforikken. På sin vis er der en skønhed i den minimalistiske, hypnotiske hensynsløshed, og i særdeleshed i den forløsning, man finder i sidste sats. Afhængig af humør kan det føles både knusende og beroligende. Måske er det pointen. Jeg er mere utvetydigt begejstret for albummets syvende og sidste værk, »Meditations II«, for to klaverer. Her taler Tomasevichs instrument et mere varieret og indbydende billedsprog. Her kreeres en lydverden, jeg rent faktisk nyder at udforske. Her skaber de mere sparsomme anslag ånderum. I virkeligheden er det måske netop på grund af den foregående vintertristesse, at dette sidste nummer føles som så friskt et pust, som det nu gør.
I sin helhed er Winter Solstice et udfordrende værk. Kontrasteret med den tunge, mørke stemning – særdeles i første halvdel – skinner de lysere øjeblikke utroligt stærkt. Begge har deres plads, men det er i vekselvirkningen mellem de to, at albummets anbefalelsesværdighed virkelig kan findes.