Historien om et afblæst mord
To kortkritik af Emil Palme i rap – det må man nærmest kun, hvis dagens runde i det mindste er en nedsabling, ik’? Karaktermord var der virkelig også lagt op til: Vejret var rasende, blæsten havde retning mod de ni cirkler i helvede, og Alice nærmest lokkede til blodrus. Med kustodebrillen helt nede over næsetippen kaldte man koncerten her den første i open call-serien »Alice Works«. Hvilket jo i sig selv lyder strafbart bedaget, men når det så viser sig, at koncerten slet ikke ér et værk, kan selv den blideste af alle anmeldere mærke hjørnetænderne spidses.
Heldigt, at Palmes guitarduo havde fundet sit perfekte match i strygekvartetten Halvcirkel. Endnu heldigere, vel, at de har lagt deres firkantede, ustemte mikroskoperier fra 2015-debuten bag sig og er slået ind på en helt anden tilbagelænet og velvillig vej med åben klang og drevne motiver. Allerheldigst, for os, men ikke for det bebudede mord, at aftenen i Brorsons var noget af det rareste, mest opløftende, jeg længe er løbet ind i (det må altså godt være et succeskriterium, måske en gang per halvår).
Lige straks jeg frygtede, at åbningens sfæriske tremolo og flimrende strygere skulle udvikle sig til en times meditation – det var, mens man stadig troede, der var tale om ét værk – stjal Palme scenen med blødt, nærved alfaderligt motivarbejde. En kort melodi, bare en håndfuld toner, men fuld af folkemelodisk muld og nyenkel jazzdrift. Siden fulgte komposi-improvisa-tioner, der svajede luftigt om en højtopbygget durakkord, et vidunderligt langt harmonisk forløb pyntet med vippefigurer og til slut en yndighed, jeg genkendte som #42 fra sidste års Yngel-album II. Anmeld bare Palme igen i morgen.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.