Hjemløs hjerteregn
Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker.
Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter.
»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.