Kortkritik
14.04.2023

Hjemløs hjerteregn

Arooj Aftab, Vijay Iyer & Shahzad Ismaily: »Love in Exile«
© PR
© PR

Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker. 

Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter. 

»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også. 

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.