Hvad en ventetone fortæller om livet
Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!
Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.
Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.
Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.
Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.
Flydende vemod
Remembering (2021) er fortsættelsen på et langt samarbejde mellem den internationalt anerkendte danske cellist Jakob Kullberg og to af de mest fremtrædende kontemporære nordiske komponister: danske Per Nørgård og finske Kaija Saariaho. Cello Concerto no. 1 åbnes med bækkener efterfulgt af en enkelt cello, der – som solist – i løbet af første sats forsigtigt nærmer sig orkestret. De forenes til en harmonisk helhed, hvorefter celloen ensomt vender tilbage og ligger i ly af orkestret inden en hvinende afslutning, der følges af tredje sats, hvor samspillet mellem orkester og solist er dramatisk og temperamentsfuldt. Saariahos Notes on Light for cello and orchestra (2006) består af fem smukke og enkle fortolkninger af Saariahos rejse igennem lyset – og mørket. Efter den forsigtige og melankolske første sats sender den polariserede anden sats med sine halvtoner tankerne i retning af hårrejsende gyserfilm. Tredje sats er et legende og lyst vendepunkt indtil den voldsomme kulmination sidst i satsen. Udtrykket fortsætter i fjerde sats for at falde i intensitet i sidste sats, hvor solisten indtager sin centrale rolle i lydbilledet.
Remembering Child for cello and orchestra skaber med flydende melankoli et lydbillede i enkelt samspil mellem instrumenterne. Den dystre og dæmpede anden sats kulminerer mod slutningen for herefter langsomt at rinde ud. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Remembering Child, der oprindeligt var skrevet til bratsch, er særdeles velfungerende på cello.
Når luft bliver kraft
Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.
De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.
Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed.
Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus.
Beats, bas og bekræftelse
Heidi Mortensons nye alias og album af samme navn, Phtalo, er et projekt, der meget bevidst refererer en delvist svunden tid, de gode(?) gamle dage, hvor housemusik handlede om fællesskaber. Phtalo er eksplicit queer og anti-ableistisk, hvilket kommer til udtryk via de mange vokalsamples, der er flettet ind blandt de energiske beats, bløde synths og tunge basgange.
Albummet lægger lovende ud med nummeret »We Have a Body«, der med sin uhyre ørefængende første del henleder tankerne til svedige aerobicstudier i lige så høj grad som mindst lige så fugtige dansegulve. For derefter at skifte musikalsk identitet flere gange i et hæsblæsende løb, der får mig til at ønske, at flere af disse ideer ville være blevet udviklet til længere, separate numre. Efter denne eksplosive start tabes pusten lidt, og mens andet nummer, »Emotions Are My Power«, glimrer med sin nærmest hymniske lovprisning af følelser som en styrke, så er det først med afslutningsnummeret, »Leo«, at jeg føler den samme begejstring, som jeg gjorde indledningsvist.
Højdepunkterne er dog så høje – og de såkaldte lavpunkter i virkeligheden ikke så lave – at albummet, med sin inkluderende og imødekommende atmosfære, som helhed er et glædeligt og livsbekræftende eksempel på, hvad det er, housemusikken altid har stået for: beats, bas og bekræftelse.
Frossen musik på museet
»Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder.
Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang.
Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt.
Dråber fra en ukendt måne
Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.
»Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.
Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik.