»Musik er håb, forvirring og erindring, der taler med hinanden og fører os mod fremtider, vi endnu ikke har forestillet os.«
Patrick Becker er meddirektør for forlaget Wolke Verlag og medredaktør af tidsskriftet Positionen for samtidsmusik.
Ind i det elektroniske ormehul
Gunner Møller Pedersen: »Lydskatten åbnes!«
© Alexander Banck-Petersen
Ulig Birgitte Alsted, hvis 80-års fødselsdag ikke rigtig tiltrak sig opmærksomhed sidste år, blev der søndag inviteret til bobler og 12-kanalskoncert i Musikhuset København, da Gunner Møller Pedersen rundede samme milepæl.
Det kan man selvfølgelig tænke sit om, for deres stjerner i dansk elektronisk musik skinner vel omtrent lige klart. Men lifligt var det nu at skrue tiden mellem et kvart og et halvt århundrede tilbage og lytte til en håndfuld af Pedersens værker.
I baren rumsterede Glass Music (1993) fra et par højttalere og lød med sine strøgne glasklange som et fjernt ekko af tryghed i slowmotion. Men mørket satte også ind, en tøven af anslag og atonalitet, og bevægelsen mellem utopi og vemod hørtes også i de tre elektronværker i koncertsalen.
Først i Som ild og vand (1986), hvor glidende klokkesinus mod slutningen indledte et langt fald. Siden i Phoenix (1973-76) med sit væksthus for korte xylofonmotiver, som blev mødt af spidse klange og dumpe slag. Og endelig i Da niente (1969-76), her ledte en kaskade af faldende toner hen til glimtet af fjern, sortnende korvokal – en anelse af noget menneskeligt bag det elektroniske ormehul.
Hvad var det mørke: komponistens melankoli over ikke selv at kunne flytte ind i det rum, han skaber? Lyst opbyggede man i hvert fald til at tage springet derind, men som en lille dreng varsomt sagde til sin far efter koncerten: »Det er også lidt uhyggeligt.«
© PR
»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«
Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.
© Astrid Lemmike
»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«
Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.
© Anthon Unger
»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«
Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.
Mærk du bliver natur igen
Cecilia Fiona, Sophie Søs Meyer: »Ghost Flower Ritual«
© Farzad Soleimani
Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary.
Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed.
Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.