Komponist og pianist Christian Rønns seneste soloklaverudspil, det delvist komponerede og improviserede Travel Through Stones, lever i den grad op til sin titel – en musikalsk rejse gennem udfordrende og konstant foranderligt terræn fuldt af små, men smukke sanseindtryk for den opmærksomme vandrer.

Titelnummeret imponerer med en umiddelbart lidt dunkel start, med masser af sustain-tunge, dybe toner, der i lag danner den baggrund, hvorpå registrets højere toner springer frem og tilbage. Der sker en vekselvirkning mellem eftertænksomme stunder og øjeblikke af hektisk aktivitet, indtil stykket muterer til hurtigt perlende kaskader, der så ændres igen, og derefter igen. Således vedligeholdes min interesse, indtil vi ved slutningen når min eneste, i det større perspektiv ret lille, anke – det 18 minutter lange nummer, der er fyldt med abrupte stop og overraskende begyndelser, fader ud på en ret abrupt, åbenlys og uskøn måde. En ærgerlig afslutning på et ellers så dynamisk stykke.

Dette er dog vitterligt min eneste anke, og det faktum, at de tre følgende kompositioner, der udgør resten af albummets spillelængde, kan beskrives som mere af det samme, er til albummets fordel. Man finder en ro i det til tider hæsblæsende tempo, og den singulære instrumentering fordrer fokus på det væsentlige. Rønns klaver aktiverer det tomme blik, får tid og tanker til at gå i stå, indsnævrer min sanseverden, så jeg til sidst ikke lytter til musikken, men er i den.

Hverdag er det ikke, at et dansk ensemble uropfører ny musik af en af tidens mest efterspurgte komponister. Men Den Danske Strygekvartets udogmatiske koncertrække Series of Four er netop et sted for usædvanligheder, og i aftes bestod usædvanligheden så i uropførelsen af islandske Anna Thorvaldsdóttirs Rituals (2022).

Et 11-satset værk, der med flere passager af højlandsk følsomhed passede ganske eminent til de fire musikeres sensible, men ikke rørstrømske temperament. Med en grundtone af dyb mol og dronende nænsomhed tegnede Rituals igen og igen en nær intimitet op, som enten splintredes af knips og faldende buer eller langsomt saboteredes af knirkende overtryk, flimrende glidninger og snigende dissonans.

Thorvaldsdóttir søgte tydeligt at angribe ritualet som fænomen fra flere sider – fra det store, filmiske fællesskabssug til uafvendelige tvangsgentagelser. Mellem melodisk skønhed og desorienteret bølgegang skvulpede musikken omskifteligt, men nåede måske derfor heller ikke helt ind til et præcist formuleret favntag med psyken eller samfundet.

Værket satte sig mellem flere stole i en køn og nogenlunde dramatisk, men altså også fornærmelsesløs pendulering mellem harmoni og et let kaos, der sagtens havde tålt mere outreret teknik og brudvilje; at skildre tvangstanker med næsten dansante knips på strengene er vel til den mådeholdne side.

Den uforsonlighed, der trods alt stadig findes i Thorvaldsdóttirs musik – lyt bare til hendes seneste orkesterværk, Archora (2022) – måtte godt have indfundet sig på Frederiksberg.

Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.

Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.

Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.

Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«

Og dette album beviser det absolut.