Kortkritiklive

Indigo over Mahler

Anthony Sahyoun, Nour Darwish, Larissa Sansour, Søren Lind: »As If No Misfortune Had Occurred In The Night«

En af mine største kunstoplevelser i 2025 var den britisk-palæstinensiske videokunstner Larissa Sansours intense værk As If No Misfortune Had Occurred In The Night på Kunsthal Charlottenborg. Værket danner udgangspunkt for torsdagens »operaperformance«, hvor den palæstinensiske sopran Nour Darwish optræder i dialog med Sansours visuals.

Da Darwish går på scenen, er det foran en enorm skærm, hvorpå sort-hvide scener fra et forladt kapel sætter en højtidelig stemning. Det er som hele salen holder vejret, da hun begynder at synge, først spædt, sørgmodigt, herefter med kuldegysningsfremkaldende kraft. Kompositionen tager afsæt i Kindertotenlieder (1905), hvor Gustav Mahler tonesætter Friedrich Rückerts digte om tabet af to døtre. Komponist Anthony Sahyoun lader Mahlers musik smelte sammen med den palæstinensiske folkesang »Al Ouf Mash’al«, en klagesang over en mand faldet i osmannisk tjeneste under Første Verdenskrig. Sangen er siden blevet udvidet som en mundtlig beretning om palæstinensisk lidelse. I mødet med Mahler bliver den en klagesang over århundreders sorg – rettet mod europæiske ører, der gennem koloniseringen bærer en del af ansvaret. Det er helt enkelt en rigtig god idé.

I begyndelsen veksler Darwish mellem de to musikstykker, men gradvis smelter de sammen til én fortælling om sorg, tab og nedarvede traumer. Hun forlader kort scenen og overlader os til en filmsekvens, hvor hun stiger ned i et bassin og omsluttes af indigoblåt vand. I palæstinensisk tradition er indigo sorgens farve, fordi den ikke kan vaskes væk, når den først har sat sig i hud og stof. Den må slides af – som sorgen kan efterlade os hudløse.

Darwish vender tilbage i en indigo kjole. I kulminationen falder hun på knæ, mens skærmen bag hende sortner, og jeg opdager, at jeg knap har trukket vejret i flere minutter. Kompositionen er skabt i 2022 – før den aktuelle krig i Gaza – men denne aften føjer hun med sin enorme stemme og intense tilstedeværelse endnu et vers til den uendelige sang. Sådan kan kunst føles brutalt profetisk.

Kortkritikrelease

11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«

Maple Death Records, 06.02

Martin Funder

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.

Playlist

07.02

Mit navn er Masaya Ozaki – vil du se min playliste?

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.

Playlist

06.02

Mit navn er Malu Pierini – vil du se min playliste?

»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«

Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.

Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet.

Kortkritikrelease

06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«

Dacapo, 06.02

Simon Heggum

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

Playlist

04.02

Mit navn er Cecilie Penney – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.