Indigo over Mahler
En af mine største kunstoplevelser i 2025 var den britisk-palæstinensiske videokunstner Larissa Sansours intense værk As If No Misfortune Had Occurred In The Night på Kunsthal Charlottenborg. Værket danner udgangspunkt for torsdagens »operaperformance«, hvor den palæstinensiske sopran Nour Darwish optræder i dialog med Sansours visuals.
Da Darwish går på scenen, er det foran en enorm skærm, hvorpå sort-hvide scener fra et forladt kapel sætter en højtidelig stemning. Det er som hele salen holder vejret, da hun begynder at synge, først spædt, sørgmodigt, herefter med kuldegysningsfremkaldende kraft. Kompositionen tager afsæt i Kindertotenlieder (1905), hvor Gustav Mahler tonesætter Friedrich Rückerts digte om tabet af to døtre. Komponist Anthony Sahyoun lader Mahlers musik smelte sammen med den palæstinensiske folkesang »Al Ouf Mash’al«, en klagesang over en mand faldet i osmannisk tjeneste under Første Verdenskrig. Sangen er siden blevet udvidet som en mundtlig beretning om palæstinensisk lidelse. I mødet med Mahler bliver den en klagesang over århundreders sorg – rettet mod europæiske ører, der gennem koloniseringen bærer en del af ansvaret. Det er helt enkelt en rigtig god idé.
I begyndelsen veksler Darwish mellem de to musikstykker, men gradvis smelter de sammen til én fortælling om sorg, tab og nedarvede traumer. Hun forlader kort scenen og overlader os til en filmsekvens, hvor hun stiger ned i et bassin og omsluttes af indigoblåt vand. I palæstinensisk tradition er indigo sorgens farve, fordi den ikke kan vaskes væk, når den først har sat sig i hud og stof. Den må slides af – som sorgen kan efterlade os hudløse.
Darwish vender tilbage i en indigo kjole. I kulminationen falder hun på knæ, mens skærmen bag hende sortner, og jeg opdager, at jeg knap har trukket vejret i flere minutter. Kompositionen er skabt i 2022 – før den aktuelle krig i Gaza – men denne aften føjer hun med sin enorme stemme og intense tilstedeværelse endnu et vers til den uendelige sang. Sådan kan kunst føles brutalt profetisk.
Rudy was here!
Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy.
I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem.
Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær.
Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage.
Et spejl af os selv?
Lars Hannibal har skabt kinesisk musik på en kvarter lang digital udgivelse. Fire numre med digte fra Tang Dynastiet (618-907), som ifølge komponist og guitaristen selv er »et spejl og en fortidig kommentar til den menneskeskabte klimakrise«.
I Kina vil de sikkert diskutere teksternes oversættelse og den musikalske autenticitet. Svenske lyttere vil nok diskutere klima, og straks stille sig skeptisk overfor, at Hannibal er fløjtet to uger til Sydfrankrig til Jørn Utzons sommerhus for at skrive musik med en klimadagsorden. Tyskerne vil lugte epigonisme, og i USA vil de diskutere kulturel appropriation, og om det overhovedet er tilladeligt for en hvid, vestlig mand at skabe kinesisk musik. I Irland vil de sikkert være glade for, at Stephen Yesetas kontratenor har et irsk, folkemusikalsk præg pga. accenten og den rene brug af pentaton-skalaen. Her i Danmark vipper jeg mellem benovelsen over så stærke musikere som Michala Petri på lækre, dybe fløjter samt Gert Mortensens delikate brug af de percussive instrumenter, og om det fungerer at lave øreappetitlige klange med et kinesisk islæt. Eller om det primært spejler os selv.
Hannibal har skabt smuk, billedskabende musik, der bestemt lyder autentisk – godt hjulpet på vej af Xu Ziling på den kinesiske erhu og topklasse produktion ved Preben Iwan. Men lytter vi blot til vor egen fordom om Kina? Selvom de enkle melodier ikke kan tåle for mange genlytninger, bliver jeg dog indfanget af klangæstetikken, og får en stærk lyst til at høre mere ægte kinesisk musik. Derfor er værket en god øreåbner. Ikke for sin mærkelige snak om klima.
Blip Blop i Bretagne
Guitarist og producer Tomas Kærups solodebut befinder sig i et lidt uheldigt grænseland. Til den ene side finder man støjende lydflader, mens man på den anden side mødes af clean, afslappede licks. Disse to forskellige tilgange til guitarspillet kan sagtens fungere sammen – og gør det indimellem også her – men alligevel mangler der noget. Efter den ellers ganske lovende »Prelude I – Interior«, udstiller titelnummeret en manglende samhørighed. Et meget repetitivt rent guitarstykke, der gradvist akkompagneres af feedbackede melodier. Der bygges tydeligvis op mod noget men uden forløsning.
Guitaren er det åbenlyst bærende element i alle albummets ni kompositioner, men af et så guitardrevet album at være, så kunne instrumentet godt være blevet brugt til mere. De forvrængede guitarer får mig til at ønske, at der blev skruet op for intensiteten, mens de mere tilbagelænede melodier derimod får mig til at ønske det modsatte.
Først på albummets næstsidste nummer, »Coast of Bretagne«, falder alting i hak. Her smelter de forskellige elementer sammen og danner et større hele. Bløde elektroniske blip og blop klukker afsted over et oprørt hav af feedback og distortion. I havet anes en lille redningsvest af akustisk guitar. Tænk hvis resten af albummet lød mere som dette nummer! Desværre bruges det meste af spilletiden ikke i det grænseland, hvor enkeltdelene overlapper, men i det tommere rum ved siden af.
Rigeligt med zen
Rumklangsfyldte akkordflader og melodi på wurlitzer-piano. Sat til sydende bækkener og velstemte tammer, klokker og rasleanordninger. En nordisk let melankoli, hvor farverne er matte og nedtonede men lækre. Sådan lyder Svaneborg Kardybs tredje album Over Tage. Fra det dybe og følsomme, over det mediterende og repeterende til det frie, fabulerende og jammede. Sidstnævnte viser, at duoen har mindst et ben placeret i en nordisk jazztradition.
Musikken – udgivet på det internationale Gondwana Records – er en rar men også ufarlig lytteoplevelse. Aarhus-duoen er klart bedst, når de arbejder med en art minimalistisk tilgang, fx titelnummeret hvor et vedholdende beat i trommerne spænder et rytmisk net ud, hvorpå tangenterne drejer toner og temaer rundt. Men det vellydende er også, hvad der afholder Svaneborg Kardyb fra for alvor at komponere nyskabende musik. Her efterstræbes et ensartet og homogent udtryk, hvor elementerne helst skal flyde mest muligt ind i hinanden. For ofte kommer de to instrumenter derfor til blot at danne baggrund for hinanden, som om de begge venter på den anden. Når så en ny musikalsk ide indtræder, efterlades indtrykket af en musik, der står i stampe. Mest af alt savner jeg abstraktioner – indslag der tør bypasse det samlende princip og bryde ud af det hermetisk sfæriske rum, der i for høj grad præger kompositionerne på Over Tage.
David Lynch i novemberregn
Kollision kunne med sin sfæriske mystiskhed kombineret med støjende elementer og tunge beats være soundtracket til en David Lynch-film. Filmkomponist og lyddesigner Josefine Skov skaber flydende elektroakustiske soundscapes i grå nuancer og blå toner ved hjælp af analoge og digitale optagelser og processeringer, som går op i en højere enhed af computergenerede klange såvel som konventionelle og hjemmelavede instrumenter.
Numrenes progression matcher konstant stemningerne, hvor »Puls« skaber en cinematisk oplevelse krydret med trommebeats a la trip hop, bevæger titelnummeret sig langsomt fra det drømmende til en kulmination af keyboards, lyden af tunge strygere og støj.
Kollision er håndværksmæssigt stærkt og byder på alternative eksperimenter uden at blive krævende. Skov formår i et univers af skæve toner og mol at skabe en fløjlsblød, legende lethed, der kaster et poetisk skær over en kold og mørk regnvejrsdag i november, november, november, november.