Krængebøgen har ordet!
Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie.
Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…
Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.
Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.
Bas med bobler
Med en kvartet bestående af den danske trompetist og komponist Anne Efternøler og amerikanske Thomas Morgan, danske Anders »AC« Christensen og dansk/færøsk/islandske Richard Andersson på hhv. kontrabas, mere kontrabas og endnu mere kontrabas kunne man med god grund forvente en veritabel overflod af basgange og krøllede kompositioner.
Desværre er det ikke altid, at de høje forventninger bliver indfriet. Bedst fungerer albummet, når Efternølers trompet spiller mere konventionelle melodier over de tre bassisters vuggende, vaklende rytmik, som fx på »Forskudt« og »P for poet.« Det vil altid være en glæde at lytte til de bløde basbunde blive skåret igennem af en støvet trompet. Men ofte føles det, som om potentialet i at have tre velrenommerede kontrabassister på spillelisten i varierende grad bliver spildt. I særdeleshed i de numre med mindre melodisk kontekst, hvor bassisterne ofte ender med at spille så ensartet, at man har svært ved at høre, at der vitterligt skulle være tre af dem. Der spilles meget af det samme, men samspillet udebliver.
I de mere melodisk forankrede numre har strygerne mere mulighed for at differentiere sig, og det er her, at alle fire musikere kommer til deres ret. Her bobler og svæver både plukkede og strøgne strenge under en trompet så skiftevis hyggelig og melankolsk som de efterårsdage, vi oplever i skrivende stund. Anna Efternølers debut som kapelmester er således en udgivelse, der eksemplificerer både de indfriede og uindfriede muligheder i det utraditionelle.
One's death, the other's dance floor
He does not want to be political, he says in interviews. The listener must make up his own mind, the artist must not dictate anything. So that's why Jacob Kirkegaard with Landet (The Land) – a commissioned piece for Gong Tomorrow – created a completely neutral portrait of Danish agriculture... that sounded like hell on earth.
We stood huddled together between four speakers and listened intently for an hour. To the pigs' machines, to the cattle's, to the chickens: hydraulic suction, metallic meat grinders and deafening noise. All experienced at such close range and with such crystal clear recording that you got the acute feeling of being the next animal on the slaughter bench.
But not only that. Kirkegaard, the scoundrel, had seen with devilish agility the potential in the industrial rhythm of the machines. Just as you stood frozen in fear, he created hard techno out of the inferno. Separated the treble hiss from the dumpy bass, got down to the fundamentals of the sound, and forced us to rock to the beat of the horror. And perhaps worst of all: the animals were mercilessly absent, only the machines spoke.
I am ashamed to admit that it was very fascinating. Some machines hid like hidden alarms in the background, others lay smouldering, while a few stepped forward and became frenetic beats, staged by white noise brushes and darkness falling in the room.
Well, he pulled ashore a little halfway through the piece and led us out into the light: to manure spreaders and windmills, where the sound wasn't shot right back into our heads. And thereby perhaps saved us from eternal perdition. Fair enough. Thank you, well. But also: Party pooper!
Den enes død, den andens dansegulv
Han vil ikke være politisk, siger han i interviews. Lytteren må selv tage stilling, kunstneren skal ikke diktere noget. Så derfor havde Jacob Kirkegaard med Landet – et bestillingsværk til Gong Tomorrow – skabt et helt neutralt portræt af dansk landbrug … der lød som helvede på jord.
Vi stod klumpet sammen mellem fire højttalere og lyttede intenst i en time. Til svinenes maskiner, til kvægenes, kyllingernes: hydrauliske sug, metalliske kødhakkere og øredøvende støj. Alt sammen oplevet på så nært hold og med så krystalklar optagelse, at man fik den akutte fornemmelse af at være næste dyr på slagtebænken.
Men ikke nok med det. Kirkegaard, den skiderik, havde med diabolsk smidighed set potentialet i maskinernes industrielle rytmik. Just som man stod stiv af skræk, mixede han hård techno ud af infernoet. Adskilte diskant hvislen fra dump bas, bevægede sig ind til lydens grunddele og tvang os til at vugge i takt til rædslen. Og måske værst af alt: Dyrene var nådesløst fraværende, kun maskinerne talte.
Jeg må med skam bekende, at det var svært fascinerende. Nogle maskiner gemte sig som skjulte alarmer i baggrunden, andre lå og ulmede, mens enkelte trådte frem og blev til hidsige beats, iscenesat af hvide støjbørster og mørkefald i rummet.
Nuvel, han trak lidt i land halvvejs og førte os ud i lyset til gyllespredere og vindmøller, hvor lyden ikke blev skudt lige tilbage i hovedet på os. Og frelste os dermed måske fra evig fortabelse. Fair nok. Tak, vel. Men også: Lyseslukker!
Sikken festival det kunne være blevet
Årets Gong Tomorrow er måske nok imploderet til næsten ingenting, men festivalen nåede dog trods alt at slå et tema an på sin åbningsaften. I dunkel belysning og ganske let forstærket stod således fire sangere og muhede Kirstine Fogh Vindelevs Imitationer af liv i gang, mens en slagtøjsspiller gjorde cirklende bevægelser på sin pauke.
Altså decideret muhede. Som køer. Inden de trillede stemmebåndene intenst som kyllinger til lyden af trommehvirvler. Fremførte en indfølt gryntesolo. Og efterhånden flettede mennesket ind i værket, først med forsigtige fragmenter af ord, siden folkemelodiske koraler.
»Vi bedøver dem ikke, nu stikkes de med knive, men de lever endnu, for hjertet skal pumpe blodet ud,« sang de til sidst liggende på gulvet. Hvad der begyndte som komiske dyrelyde, blev langsomt stiliseret med præcise dissonanser, synkrone koslik og sakrale ekkoer. Landbrugets dystre virkelighed nåede at sænke sig over rummet som et koldt udråbstegn. Avs.
Se dyrene som liv, hør dem synge, lyt til deres pinsler. Ambitionen virkede klar. Og udførelsen ligefrem, tilgængelig, åben. Kunne man med fordel have stiliseret muhlyden yderligere, når nu den ikke virkede helt troværdig i sin ret rene form? Det tror jeg. Men værkets stramme, enkle og kølige greb holdt mulen i sporet.
At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.