Kviksand på dansegulvet
Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.
Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.
Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.
Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.
Små snefnug i en brutal snestorm
Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.
Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.
Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.
»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«
Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.
I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.
Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.
Poetisk natteroderi
Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.
Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.
Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro.
»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«
SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.