»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?

Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.

Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.

Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods. 

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.