Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik.
Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer.
Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.
EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før.
»Musik for mig er samlende, dannende og historiefortællende, men på samme tid også underholdende.«
Freya Guillero, der også går under artistnavnet Shyka Paya, laver musik inden for neo-soul-genren. Guillero kommer fra Aalborg-omegn, er 23 år gammel og studerer musik på Aalborg Universitet.
»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«
Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.
Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.
Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.
Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.
Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.
»Musik er for mig livsglæde, saft og kraft. Det er en måde at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Det handler om groove, rytme og swing – og om den energi, der kan flytte sig mellem mennesker, når det hele klikker, analogt og håndspillet, så publikum mærker beatet. Musik er Gud.«
Esben Just er udøvende musiker inden for New Orleans-traditionen. Han begyndte karrieren i en trio med Michael Friis på bas og Ken Gudman på trommer og har siden turneret både i Danmark og i udlandet med konstellationer som SP Just Frost, Skipper Just Frost, Esben Just Trio og senest Esben Just Allstars. Han står bag et program på Radio Mars om New Orleans-musik og har for nylig udgivet en LP optaget i New Orleans med et otte-mands brassband – danske tekster sat i et klassisk New Orleans-groove. I København optræder han jævnligt på Mojo Blues Club og Drop Inn. Han er kendt som en af landets markante pianister og sangere inden for genren, på både dansk og engelsk.
Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.
Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.
Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.
