kortkritikrelease
11.03.2024

Lækkert …og lidt kedeligt

Olof Dreijer: »Coral«
© PR
© PR

Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik. 

Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer. 

Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.

EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før. 

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.