© Anna Maggý
»For mig er musik alt, hvad der vibrerer.«
Bára Gísladóttir er en islandsk komponist og kontrabassist bosiddende i København. Hendes arbejde er generelt baseret på tanker om tilgangen til og konceptet om lyd som et levende væsen.
Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand
Les Halles: »Original Spirit«
© PR
Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas.
De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.
Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.
Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.
Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration
The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«
© PR
På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.
Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.
Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang
John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer«
© Anders Hede/Musikhuset
»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?
© Anna-Julia Granberg/BLUNDERBUSS
»Erfaringen med musik indebærer en kontakt mellem mennesker og noget, der rækker ud over musikken selv. Med kontakt mener jeg, at mennesker bliver påvirket på en måde, der forandrer dem, selvom forandringen kan være ganske lille. Man kan blive forvandlet til noget, man endnu ikke ved, hvad er.«
Kristine Tjøgersen er norsk komponist og klarinettist bosat i Oslo. Hendes kompositoriske praksis er præget af nysgerrighed, fantasi, humor og præcision. Gennem sit arbejde skaber hun uventede lydlige situationer ved at lege med traditionerne. Hun interesserer sig særligt for samspillet mellem det visuelle og det auditive, og hvordan de påvirker hinanden.
Naturens bevægelse og processer afspejles ofte i hendes værker, og samarbejdet med forskere og biologer er en kilde til nye lydlige og sceniske idéer, der gør det muligt for hende at indarbejde organiske former i musikken. Som Tjøgersen selv udtrykker det: »Ved at give naturen en stemme i koncertsalen ønsker jeg, at publikum skal lære værdifulde livsformer at kende og blive mere bevidste om, hvad vi risikerer at miste, hvis mennesket fortsætter med at forandre naturen.«
Hendes værker er blevet opført af Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR og WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra og Bergen Filharmoniske Orkester. De er desuden blevet præsenteret på festivaler som ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik og Ultima.
© PR
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.