Kortkritik

04.09.2022

Lyden af tiden, der rinder ud

Signe Klejs & Christian Windfeld: »Tilflugt«

Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.

Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.

Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.

Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.

Playlist

20.10

Mit navn er Mads Emil Nielsen – vil du se min playliste?

Mads Emil Nielsen

»Musik for mig er noget helt konkret – det handler om lyde og teksturer.«

Mads Emil Nielsen er elektronisk musiker og komponist med base i København. Han arbejder med basale lydkilder, ofte kombineret med korte perkussive og orkestrale samples, reallyd og forstærkning af fejllyde. Han har siden 2014 udgivet soloprojekter og samarbejder via sit eget label arbitrary, senest remix-samarbejdet Framework / Zwischen Remixes med den tyske producer Jan Jelinek (2025). Han har bidraget til danse- og teaterforestillinger og udstillinger, herunder Notations 21 Project.

Kortkritiklive

18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«

Edison, Betty Nansen Teatret, 17.10–14.11

Henrik Marstal

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

Kortkritikrelease

16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«

Tila, 17.10

Therese Wiwe Vilmar

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks.

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.

Playlist

10.10

Miy name is Bjarke Niemann – would you like to see my playlist?

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

Playlist

06.10

Mit navn er Katrine Muff – vil du se min playliste?

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).