Kortkritik
23.04.2021

Lydfar, se denne film!

CPH:DOX: »Sisters with Transistors«
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films
Maryanne Amacher i »Sisters with Transistors«. © Anna Lena Films

Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

© Phie Beckett Stenbæk

»Musik er for os: at kende hinanden indgående, at synge sammen, at forbinde sig, at sende Ariana Grande-impression-videoer på Instagram, et sted, hvor vi kan forene modstridende følelser og sider af os selv, et rum til at være sexet, begejstret, fjollet, vred og i sorg, en nødvendighed, det, der tager over, når ordene ikke rækker, svært at lave – men nemmere, når man gør det sammen.«

Ved at kombinere middelalderlig kormusik, skrøbelig minimalisme, dekonstrueret R&B og a capella pigepunk skaber ilinx musik, der er lige så futuristisk, som den er traditionel. Gruppen blev født ud af et ønske om at udforske den menneskelige stemmes potentiale til at skabe og nære menneskelige forbindelser, og på scenen skaber ilinx et intimt rum med en nærmest spirituel kvalitet og inviterer til forening – forening i fællesskabet og forening af de sider af os selv, der kan føles modstridende, samt forening mellem ilinx og lytterne. ilinx består af de tre komponister og sangere Anna Mæhl, Laura Marie Madsen og Amanda Appel. Lige nu arbejder de på et korværk baseret på digtsuiten »Åbne huse« fra Asta Olivia Nordenhofs roman Djævlebogen, som opføres Roskilde Festival 2024.

© Fryd Frydendahl

»Musik for mig er der, hvor jeg kan fordybe mig og udforske. Musik kan give energi og skabe ro. Jeg holder meget af at lytte til musik, både live og indspillet, og jeg elsker at lave musik, skrive og skabe, og mest af alt elsker jeg at synge. Musik for mig skaber forbindelse til andre mennesker og giver mulighed for at dele en oplevelse, og det er smukt!«

Josephine Philip er sanger, komponist og performer og en aktiv del af den danske musikscene i en række forskellige samarbejder. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti med Ane Trolle, grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic, en del af pop-noir duoen Darkness Falls, og hun har skrevet musik og optrådt med Trentemøller. Josephine Philip er den ene halvdel af performanceduoen Philip | Schneider, som lige nu laver musik til danseforestillingen Planètes i Reims, Frankrig. Desuden driver hun sammen med Hannah Schneider plade/kunstselskabet Midnight Confessions, hvor hendes første soloalbum We Get Lost And Found udkom i 2022. Josephine er også radiovært på DR P8. Lige nu arbejder Josephine på sit andet studiealbum.

© PR

»Jo mere jeg forsøger, jo mere umuligt synes det at definere eller overhovedet at indgrænse 'musik'. Jeg har ofte små epifanier omkring delaspekter – fra det rent akustiske eller perceptions-fysiologiske til dens egenskaber som bærebølge eller (repertoiret) som en form for fælles underbevidsthed, men formår ikke at sætte det på skrift. I forbindelse med min aktuelle playliste, kan jeg nævne, at jeg ved opførelser af historiske værker ofte får et sug i maven af clashet mellem det sprællevende nærvær og den enorme afstand til en helt anden tid, en helt anden kultur.« 

Simon Steen-Andersen (født 1976) er en Berlin-baseret komponist og iscenesætter, der arbejder med en multidisciplinær tilgang til musikalsk performance og koncertsituationen, hvilket resulterer i værker placeret mellem kategorierne musik, performance, teater, koreografi og film. Han er aktuel med forestillingen Don Juans Inferno, som netop er blevet nomineret til en Reurmert.

© Matias Bager

»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«

Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.