Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert.
Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for.
Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet.
De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument.
Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen.
Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.
Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.
Med Kammerkonzert placerer den britiske elektroniske komponist Tom Jenkinson, bedre kendt som Squarepusher, sig i forlængelse af 90’ernes og 00’ernes braindance-tradition, hvor elektroniske lydkunstnere flirtede med klassisk musik – fra Aphex Twins samarbejde med Philip Glass til Venetian Snares’ Rossz Csillag Alatt Született, hvor barokke mønstre blev foldet ind i maskinel rytmik og strygernes melankoli flænset af breakbeats.
Squarepusher er ikke fremmed for det akustiske: Hans hyperaktive elbas – ofte som på flugt fra sin egen virtuositet – har været central siden Music Is Rotted One Note (1998). Også her spiller den en hovedrolle. På »K2 Central« driver en loopet, let nervøs basfigur musikken frem, mens strygerne bølger ind og forskyder dens harmoniske funktion. Det er ikke uden effekt, men udførelsen er påfaldende konventionel. De MIDI-fremkaldte strygere bevæger sig i nydelige akkordblokke med en næsten benovet ordentlighed. Den klassiske tradition udfordres ikke, men citeres blot, og arrangementerne fremstår så pæne, at orkestrets tilstedeværelse savner begrundelse.
Kompositionerne balancerer desuden mellem elevatorjazzens glatte funktionalitet og noget karikeret, næsten cirkusagtigt, som om de ikke kan beslutte sig for, om de vil være alvorlige eller ironiske – og derfor ender med at være hverken eller. »K4 Fairlands« skiller sig ud ved at kombinere strygekvartet med de travle breakbeats, der er Squarepushers metier. Her opstår en friktion mellem det stramme og det opløste, som kortvarigt åbner albummet og antyder, hvordan to ellers inkompatible systemer kan sameksistere.
Samlet fremstår Kammerkonzert kunstnerisk forsigtigt og præget af en besynderlig tilbageholdenhed. Tilbage står fornemmelsen af noget halvrealiseret. Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil. Helst begge dele.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
»Musik for mig er en verden fuld af lyde, som man kan gå på opdagelse i, jonglere med, sætte i system, blive inspireret af og danne udgangspunkt for møder mellem mennesker på tværs af kulturer og generationer.«
Håkon Berre (f. 1980) har markeret sig som en central skikkelse på den danske scene for improviseret musik. Hans praksis er kendetegnet ved en udvidet tilgang til percussion, hvor både traditionelle instrumenter og hverdagsobjekter – som ringeklokker, blikplader, kæder og køkkenredskaber – indgår i et nuanceret og ofte uforudsigeligt klangligt udtryk. Han har optrådt på klubber og festivaler internationalt og samarbejdet med en lang række markante musikere, herunder Peter Brötzmann, Phil Minton, Axel Dörner, John Tchicai, Jamie Branch og Otomo Yoshihide. Berre medvirker på en omfattende diskografi med mere end 40 udgivelser, heraf mange på det kunstnerdrevne label Barefoot Records, som han er medstifter af. Derudover har han komponeret og arrangeret musik til teater og udstillinger samt arbejdet med interaktive lydinstallationer vist på museer i Danmark og Tyskland. Han er aktiv i en række ensembler, herunder Ytterlandet, TEETH, VÍÍK og Mirror Matter, samt i forskellige duo- og kvartetkonstellationer.
Med sin sædvanlige nysgerrige tone indledte Laurie Anderson søndagens koncert i DR's koncertsal med en politisk parole og bemærkningen »Thank you for your attention to this matter«. Aftenens emne var et tungt politisk klima, hvortil Anderson, som en avantgardens professor emeritus, tilbød en musikalsk rammefortælling med musik, slideshow og citater fra tænkere og kunstnere, der på hver sin vis nuancerer en stadig mørkere verden. En rammefortælling, hvor hvert stykke musik havde et klart formål – at fordampe enhver kondens af konvention.
Slide efter slide førtes publikum gennem forunderlige stik til det totalitære og konventionelle. Den lange liste af ord, som Trump-administrationen har slettet fra regeringsdokumenter, fungerede fx som introduktion til nummeret »Language Is a Virus«, som er inspireret af forfatteren William Burroughs, der også dukkede op på skærmen bag Anderson og bandet Sexmob. Det samme gjorde Lou Reed, Andersons afdøde ægtefælle, og påført en glitrende jakke, der som en tryllekunstens Kraftwerk udløste lyde af både trommer, båthorn og kasseapparater, delte Anderson ægteparrets tre livsråd, mens hun legesygt dansede og fortalte.
Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert, hvor hele produktionsholdet, både på og bag scenen, blev krediteret med rulletekster. Men alligevel virkede det som en helt naturlig afslutning på Andersons lidt tørre og fantastisk håbefulde powerpoint-koncert. En koncert, der som en dejligt dekonstruerende påmindelse forenede det eksperimenterende og det konkrete i en håndfast førstehjælpskasse mod tyranni og undertrykkelse.
»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«
James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.
