Kortkritik
13.06.2022

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

Kortkritikrelease
06.01.2025

Den perfekte storm 

Yanling: »Cymatic«
© PR
© PR

Det er sjældent, at et album komplimenteres for at lulle en i søvn. Men efter en måned med den schweizisk-boende, hongkong-fødte Natalja Romines album Cymatic har jeg flere gange fundet mig selv glide ind i drømmeland – og det ser jeg sjældent som en god ting. I tilfældet Cymatic er det dog en klar force. Yanling kommer fra kunstmusikken, og værket har allerede været præsenteret i den kontekst. Alligevel står det stærkt som en omgang filmisk sci-fi-ambient. Her spøger navne som Jean-Michel Jarre, Brian Eno og Hans Zimmer, mens modulære støjskyer, kvindevokaler og mystiske elektroniske pulse- og sinewaves smelter sammen og skaber et vellydende tapet. Det er ikke nyskabende, og numrene kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel skiller de fængende klaverstrofer på »Transmuted« og de gurglende bas-synths på »Nebula« sig ud. På »Fallen Tempest« går kor, akkorder og rumklang op i en højere enhed, og på pladens højdepunkt, »Aura Nova«, truer pludselige synth-stabs med at vække en fra drømmen.

Cymatic er ikke et mesterværk og kan på grå dage fremstå som brug-og-smid-væk-ambient til en Hollywood-storfilm, ingen gider se. Men med tiden vokser den til et glimrende stykke samtidskunst, der kun lider under en lidt for perfekt produktion og lidt for store armbevægelser. Hvorfor blive sur over stormvejret i dit vandglas, hvis det stormer på den rigtige måde?

© Fiona Aagaard

»Musik for mig er en måde at være i verden på. Jeg kan ikke leve uden musik, for den er en iltmaske. Jeg finder altid undskyldninger for, hvordan jeg kan inkorporere musikken i min billedkunst. Nogle af de største kunstneriske oplevelser i mit liv har været at lytte til musikalbum, og jeg har en ordentlig stak album, som jeg er dybt forbundet med og konstant genbesøger. Musik er noget af det allermest overvældende, brutaleste, smukkeste og sjoveste, og det forbinder mig til noget spirituelt og dybt. Min dårligste vane er at cykle rundt med høj musik i ørerne, men jeg har vurderet fordelene og ulemperne og kommet frem til, at musikken må være døden værd.« 

Multikunstneren Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Rønnebæksholm samt internationalt på filmfestivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Island og Sydkorea. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival. Han er blandt mange kendt for sin medvirken i anden sæson af Kunstnerkolonien på DR, hvor han kørte ind i folks stuer med partybus og godt humør. Mejdahls arbejde er repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling. For tiden er han aktuel med udstillingen Glory på KØN – Gender Museum Denmark samt DR-serien Provinsbøssernes drøm sammen med forfatteren Glenn Bech. Tidligere på året medvirkede han i forestillingen Friskabte, som er en musikalsk fortolkning af Glenn Bechs roman Farskibet med musikeren Henriette Sennenvaldt og billedkunstneren Michael Kvium.

© Isak Hoffmeyer

»Musik for mig er erotik, erkendelse, fest, støj, storslået natur, stilhed.«

Marina Botes er dansk/sydafrikansk komponist, pianist og forfatter. Hun er uddannet ved DKDM og dannede i 2022 duoen JØRGENSEN/BOTES sammen med Steen Jørgensen, som er aktuel med albummet Dråberne 5, 7, 8 & 11. De tidlige musikalske inspirationer var korsang, Buxtehudes orgelværker, 90'er-rave og Hindemiths klaversonater. Hendes praksis går på tværs af kunstneriske discipliner og medier med video, symaskine, billedecollager, tangenter og ord. I 2022 debuterede Botes som forfatter med collageromanen Der vil ikke bliver talt om denne nat (Forlaget Korridor).

© PR

Mike Tramps karriere er længere og mere farverig end de flestes. Han har været landets største teenageidol, lavet disko i Tyskland og været MTV-stjerne i USA. Efter at have succes med grupperne White Lion og Freak of Nature solodebuterede Tramp med albummet Capricorn i 1998. I 2022 kom det dansksprogede album For første gang. Senest har Tramp lavet albummet Mand af en tid, som udkom i foråret 2024. Med albummet gør han boet op, og som han konstaterer i et af pladens numre: »Jeg har valgt min vej og vejen gav mig svar / jeg kom som jeg var«. Alle sangene er skrevet sammen med Lars Daneskov, og pladen er produceret af Mike Tramp sammen med Søren Andersen. På pladen medvirker i øvrigt Søren Skov, Claus Langeskov, Kenni Andy, Emily Garriock Langeskov og Jørgen Thorup.

Kortkritikrelease
16.12.2024

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.