Kortkritik
13.06.2022

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

© Phie Beckett Stenbæk

»Musik er for os: at kende hinanden indgående, at synge sammen, at forbinde sig, at sende Ariana Grande-impression-videoer på Instagram, et sted, hvor vi kan forene modstridende følelser og sider af os selv, et rum til at være sexet, begejstret, fjollet, vred og i sorg, en nødvendighed, det, der tager over, når ordene ikke rækker, svært at lave – men nemmere, når man gør det sammen.«

Ved at kombinere middelalderlig kormusik, skrøbelig minimalisme, dekonstrueret R&B og a capella pigepunk skaber ilinx musik, der er lige så futuristisk, som den er traditionel. Gruppen blev født ud af et ønske om at udforske den menneskelige stemmes potentiale til at skabe og nære menneskelige forbindelser, og på scenen skaber ilinx et intimt rum med en nærmest spirituel kvalitet og inviterer til forening – forening i fællesskabet og forening af de sider af os selv, der kan føles modstridende, samt forening mellem ilinx og lytterne. ilinx består af de tre komponister og sangere Anna Mæhl, Laura Marie Madsen og Amanda Appel. Lige nu arbejder de på et korværk baseret på digtsuiten »Åbne huse« fra Asta Olivia Nordenhofs roman Djævlebogen, som opføres Roskilde Festival 2024.

© Fryd Frydendahl

»Musik for mig er der, hvor jeg kan fordybe mig og udforske. Musik kan give energi og skabe ro. Jeg holder meget af at lytte til musik, både live og indspillet, og jeg elsker at lave musik, skrive og skabe, og mest af alt elsker jeg at synge. Musik for mig skaber forbindelse til andre mennesker og giver mulighed for at dele en oplevelse, og det er smukt!«

Josephine Philip er sanger, komponist og performer og en aktiv del af den danske musikscene i en række forskellige samarbejder. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti med Ane Trolle, grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic, en del af pop-noir duoen Darkness Falls, og hun har skrevet musik og optrådt med Trentemøller. Josephine Philip er den ene halvdel af performanceduoen Philip | Schneider, som lige nu laver musik til danseforestillingen Planètes i Reims, Frankrig. Desuden driver hun sammen med Hannah Schneider plade/kunstselskabet Midnight Confessions, hvor hendes første soloalbum We Get Lost And Found udkom i 2022. Josephine er også radiovært på DR P8. Lige nu arbejder Josephine på sit andet studiealbum.

© PR

»Jo mere jeg forsøger, jo mere umuligt synes det at definere eller overhovedet at indgrænse 'musik'. Jeg har ofte små epifanier omkring delaspekter – fra det rent akustiske eller perceptions-fysiologiske til dens egenskaber som bærebølge eller (repertoiret) som en form for fælles underbevidsthed, men formår ikke at sætte det på skrift. I forbindelse med min aktuelle playliste, kan jeg nævne, at jeg ved opførelser af historiske værker ofte får et sug i maven af clashet mellem det sprællevende nærvær og den enorme afstand til en helt anden tid, en helt anden kultur.« 

Simon Steen-Andersen (født 1976) er en Berlin-baseret komponist og iscenesætter, der arbejder med en multidisciplinær tilgang til musikalsk performance og koncertsituationen, hvilket resulterer i værker placeret mellem kategorierne musik, performance, teater, koreografi og film. Han er aktuel med forestillingen Don Juans Inferno, som netop er blevet nomineret til en Reurmert.

© Matias Bager

»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«

Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.