kortkritik
13.06.2022

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

kortkritikrelease
03.12.2024

Musik for elskende, men ikke for mig

Samuel Rohrer: »Music for Lovers« 
© PR
© PR

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.

Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.

Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.

© Malthe Ivarsson

»Musik betyder meget for mig – både som livslang følgesvend og i kraft af mit arbejde som filmkomponist og musiker i diverse bands. Som filmkomponist læser jeg manuskripter og oversætter det, jeg læser til musikalske følelseslag. Det er en virkelig spændende kreativ proces og det fedeste arbejde. Som komponist, producer og guitarist i diverse bands undersøger jeg forskellige musikalske universer. Derudover er jeg pænt vild med vinyl og ynder at spille som DJ. Elsker musik!«

Jonas Struck er flmkomponist – senest Apolonia, Apolonia og Fuld af Kærlighed. Guitarist og komponist i Swan Lee, Worn Out Sun, Astral Cinema og senest i den nye dreampop-duo Dreamstruck med Karen Krogshøj.

© Malte Bulow Photography

»Musik for mig er en måde at komme i kontakt med dybtsiddende og svært beskrivelige følelser og erkendelser, som sjældent kommer til overfladen, men som jeg finder stor livsværdi i at beskæftige mig med. Kun langdistanceløb kommer for mig tilnærmelsesvis tæt på at kunne det samme!« 

Magnus Plejdrup (f. 1995) er komponist og dirigent, baseret i Aarhus. Han er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Kammerorkester og med i den kunstneriske planlægning bag Aarhus Kammermusikfestival. Han har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Talentpris i 2023 og Léonie Sonnings Musikfonds Talentpris 2022. Han studerede fra 2018-21 klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og i 2021-23 orkesterdirektion ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow. Blev i 2024 udvalgt til første generation af det nye danske initiativ Dirigentløftet. 

Katarina Gryvul. © Sam Clarke

»For mig er musik meditativt kaos.«

Katarina Gryvul er en ukrainsk komponist, violinist, musikproducer og grundlægger af Gryvul School. Hun betoner klang som det primære formskabende element i sine kompositioner. Positioneret mellem den klassiske og den elektroniske scene har hun udviklet en særlig måde at komponere på, som forener samtidige klassiske tilgange med moderne musikteknologi. Gryvul arbejder inden for ambisonics og multkanalskomposition og anvender live-elektronik til instrumenter og stemme i samspil med analoge modulære synthesizere. I centrum for hendes kunstneriske vision står begrebet dualitet – et tema, der er indvævet i alle aspekter af hendes musikalske udtryk.

© PR

»Musik for mig er mit helle gennem livet, et særligt rum, hvor jeg søger hen og finder ro, samhørighed og tilhørsforhold. Musikken er et livsvidne. Musikken er forankret i sjæl, der hvor der skabes fra. Musikken er sart, skrøbelig, og samtidig indeholder den en stærk rå energi, ligesom det levede liv. Musik er en rejse, en fortælling, vi deler i fællesskab.«

Sara Lewis Sørensen er sanger, sangskriver, komponist og guitarist og spiller under kunstnernavnet Sara Lew. Hun stemmer ofte sin guitar om og finder nye lyde og akkorder i en hybrid af alternativ rock, songwriter, indie, lofi og impro. Sara Lew  er opvokset i Roskilde og nu bosat i København. Født af en engelsk mor og dansk far. Hun er el-guitarist, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og har spillet i forskellige konstellationer. Nu er hun aktuel med albummet Loud.