Kortkritikrelease
12.08

Modstandens trommer

Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«
© PR

Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.

Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.

Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.

© Søren Lynggaard
© Søren Lynggaard

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed. 

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.

© Mishael Oladipo Fapohunda

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.

© Bjørn Giesenbauer
© Bjørn Giesenbauer

Det er vanskeligt at holde trit med Masami Akita. Den 69-årige japanske noise-kunstner, der siden 1979 under navnet Merzbow har været med til at forme genren, udgav i 2025 alene et dusin album. På en sjælden mini-turné med stop i Helsinki, Stockholm og Aarhus viste han, at energien fortsat er intakt. På Radar samlede han et publikum, der var kommet langvejs fra for at opleve noise-musikkens gudfar – en kunstner, der konsekvent har insisteret på støj som en fysisk, næsten taktil erfaring. Iført bøllehat byggede Akita sine forløb med en klar arkitektonisk præcision. Lag på lag af forvrængning og feedback tog form og slog som en børste af metal: hård, skærende, fysisk – kompromisløs, men samtidig bemærkelsesværdigt nuanceret.

Akita arbejdede ikke kun med elektronik, men også med hjemmelavede metalinstrumenter – først en banjoformet, siden en firkantet musiksav – der gav lyden en rå, håndgribelig materialitet. Overalt opstod mikroskopiske forskydninger i teksturen, små sprækker af klang midt i det massive tryk.

Opvarmningen ved frã (Francisco Moura) åbnede aftenen med en mere skrøbelig, men vedholdende elektronisk tekstur, et præcist modspil til Merzbows kompakte lydblokke. Nogle ville måske have ønsket sig en blidere åbning af musikåret 2026, men koncerten understregede de ambitioner, Radar aktuelt arbejder med.

© Hal Stucker

»Musik er hele livet i lyd.«

Thomas Morgan er en kontrabassist med base i New York. Han har indspillet og turneret over hele verden som medlem af Paul Motians bands, John Abercrombie Quartet, Steve Coleman and Five Elements, Tomasz Stańko New York Quartet, Bill Frisell Trio, Jakob Bro Trio med Joey Baron – blandt mange andre. Han har desuden samarbejdet med Dan Tepfer, Craig Taborn og Masabumi Kikuchi og udgivet album med Bill Frisell (Small Town), Maria Laurette Friis (Colors) samt med Jakob Bro/Joe Lovano (Once Around The Room).

I november 2025 debuterede han med sit første soloprojekt, Around You Is a Forest (Loveland Music). Albummet er bygget op omkring WOODS, et virtuelt strengeinstrument, som Morgan har designet i SuperCollider. Instrumentet fremkalder lyden af knipsede og anslåede strengeinstrumenter – vestafrikanske lute-harper, asiatiske zithere, den ungarske cimbalom, marimbaer – og fungerer samtidig ud fra generativ kode, som Morgan har formet til et levende, foranderligt instrument.

Lars Hannibal. © Søren Solkær

»At lave en playliste ikke nogen nem opgave for mig. Musik er i mit liv det meste af døgnets vågne timer. Det er en tiltagende tilstand, som startede da jeg var teenager. Hvis jeg ikke selv spiller, eller arbejder med den musik, jeg udgiver eller komponerer, er musikken nærværende som noget, der griber ud efter mig. Jeg har altid haft svært ved at opleve musikken i kasser eller genrer, så jeg lytter meget bredt og finder glæde i alt musik, som jeg kan mærke, og som rører mig. Musikken er et vilkår i livet, og at udtrykke sig gennem musik er en gave – og kunne opleve musik med åbenhed er en næsten større gave. Jeg har valgt en liste, hvor guitaren indgår.«

Lars Hannibal begyndte – som mange andre i sin generation – at spille folk- og rockguitar som 15-årig. Men da han hørte den spanske guitarmester Andrés Segovia opføre gavotten fra Bachs Partita i E-dur, tog hans musikalske liv en ny retning, og han besluttede sig for at hellige sig den klassiske guitar.

Siden begyndelsen af 1970’erne har Lars Hannibal også komponeret sange og instrumentale værker. I dag optræder han primært som medlem af Petri/Hannibal Duoen og arbejder sideløbende som administrerende direktør for pladeselskabet OUR Recordings, som han grundlagde sammen med Michala Petri i 2006, samt som konsulent for Edition Borup-Jørgensen.