Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.
Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.
Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.
