kortkritikrelease
27.05

Myter fra et døende hav

Wanderwelle: »Ghosts Beneath the Brine«
© PR
© PR

Havet er blevet et Cape Lonesome. Som en kirkegård, hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde.Sådan lyder Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimentalduo Wanderwelle.

På tværs af otte numre, som befinder sig et sted mellem elegi og requiem, kredser albummet om klimaforandringernes og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det påkalder mytologien om dybhavets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet arbejder de med korroderede, ustabile metalliske klange, der synes at gå i opløsning indefra – mørkere, mere skrøbelige, mere urolige – og som frigiver spøgelsesagtige overtoner.

Disse klange driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som det sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på 3,5 meter breder sig som et genfærd over enorme, ligeglade himmelstrøg. Lag på lag af rumklang og lyde, der leder tanken hen på klagende, klynkende dyrestemmer, bærer stykkerne titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som havuhyrer engang var, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine lyder hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet på sikker afstand får det os til at gyse snarere end at handle. Musikken er mere spøgelsestog end alarmklokke og tilbyder en form for katarsis dér, hvor øjeblikket kalder på handling.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

© Robert Schittko

»Music chews words, thoughts and ideas for me – and perhaps for others too – so that I can digest intentions, affect and meanings.«

Tze Yeung Ho is a Norwegian-Finnish composer. Tze Yeung's music is created at the crossroads of understanding, reflecting his multilingual upbringing. His works explore the territories of speech, translation in language, dramaturgy and poetics. Working with Scandinavian, Finno-Ugric and Chinese poetry and prose, his music treads on the fragile landscapes of (mis)communication through (un)spoken words. Close collaboration with living writers, storytellers and word-based artists is integral to his practice. His creations usually result in some form of music theatre. Tze Yeung holds a doctoral degree (PhD) from the Estonian Academy of Music and Theatre and a master's degree from the Norwegian Academy of Music.

© PR

»Musik for mig er et motorvejshotel. Åbent 24 timer i døgnet. Der er ingen receptionister, og man får ikke udleveret nøgler. Man vandrer søvndrukken rundt ad hotellets mange gange, fra dør til dør. Nogle døre står på klem, andre må man flå op. Bag dem alle er der værelser. Nogle er sparsomt møblerede, andre er fyldt til randen med dansende mennesker. Man kan opholde sig derinde et par minutter. Nogle rum vender man tilbage til. Mange er lidt kedelige, andre vælter nærmest én bagover. Allermest holder jeg af dem, jeg ikke rigtig kan orientere mig i. De rum, hvor jeg er i tvivl om, hvad der er gulv, og hvad der er væg. Og hvad inventaret egentlig skal bruges til. Alle rum sætter sig i én. Du forlader hotellet og kører videre ad livets motorvej. En anden end da du kom.«

Anders Søgaard er digter og professor i kunstig intelligens og filosofi ved Københavns Universitet. Han har skrevet elleve bøger og mere end 300 forskningsartikler. Han har tre børn og bor i et bofællesskab i Roskilde.

© Marina Botes

»Musik for mig er overraskelse, konfrontation, det være sig med en hammer, det være sig med en fjer eller noget helt tredje. Fra højoktan virtuositet til en bildør, der smækker i natten.«

Steen Jørgensen er forsanger, medstifter, komponist og tekstforfatter gennem snart 45 år i Sort Sol. Har derudover deltaget i utallige genrevridende projekter, fx Grønvirke, Ginman/Jørgensen mm. Han er aktuel med orkesteret JØRGENSEN/BOTES og dennes tredje udgivelse Dråberne 5, 7, 8 & 11.

kortkritiklive
11.01.2025

Nedbrydelsens kunst

August Rosenbaum: »Opløsning«
© Flemming Bo Jensen
© Flemming Bo Jensen

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis. 

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.

kortkritik
08.01.2025

Velkommen til efterlivet 

Julian Charrière: »Solarstalgia«
»An Invitation to Disappear« - Bengkulu, 2018. Copyright The Artist, VG Bild Kunst Bonn Germany
»An Invitation to Disappear« - Bengkulu, 2018. Copyright The Artist, VG Bild Kunst Bonn Germany

Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.