kortkritikrelease

Når celloen flytter på landet

Katrine Philp: »Et klassisk liv«

En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.

Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel.

Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher.

Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen.

Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.

»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts

kortkritiklive

06.03

Fødselsarbejde

Katinka Fogh Vindelev, Sankt Annæ Pigekor, Kind of Opera m.fl.: »Elegier over jorden«

Ny Carlsberg Glyptotek, 5.03

Louise Steiwer

»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.

Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.

Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.

Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødslens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.

Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts

playliste

04.03

Mit navn er Jesper Kjeldsen – vil du se min playliste?

»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«

Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.

playliste

28.02

Mit navn er Matias Vestergård – vil du se min playliste?

»Musik for mig er oversættelse. Musik for mig er et nodebillede, som kan forløses i lyd på tusinde måder, afhængigt af hvem der samler instrumentet op. Musik for mig er forsøget på at nedfælde ideen om lyd i streger og prikker og plantegninger. Musik for mig er både en efterstræbt lyd, der ikke klinger, og en efterstræbt lyd der gør. Musik for mig er en sangleg, et parallelt univers med egen tidslighed og egne regler.«

Matias Vestergård er uddannet komponist og pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har siden sin debut i 2022 især udmærket sig med musikdramatiske værker - hans første opera MURDER ON THE TITANIC bliver i år opført for tredje gang, og hans anden opera LISBON FLOOR vandt prisen som Årets opera ved Årets Reumert i 2023. For tiden arbejder han med orkesterværker, en klaverkoncert og kormusik, men drømmer om at skrive flere operaer.

playliste

27.02

Mit navn er Hannah Schneider – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en måde at forblive nysgerrig på. Det kan føles fuldstændig overrumplende at høre noget musik, man ikke kender, eller genbesøge noget, man ikke har hørt i lang tid. Musik giver mig hjertebanken, den får mig til at græde, grine, og gestikulere i vildskab. Musik er en måde at forstå mig selv på i forskellige tider af mit liv, og en måde at skabe bånd til andre omkring mig.«

Hannah Schneider skaber filmisk alternativ pop med elektroniske lydlandskaber og stærke melodier. Hun har udgivet flere anmelderroste album, turneret i Europa og USA og markeret sig som en af landets mest originale stemmer. Hendes musik er blevet brugt i film, tv og på store skandinaviske teaterscener, og de seneste år har hun også komponeret bestillingsværker for førende museer og kulturinstitutioner.

På sit nye album In This Room (27. februar 2026) vælger hun – i en tid præget af kunstig intelligens – at insistere på nærvær, intuition og håndværk som drivkraft. Albummet er skrevet og indspillet under et to måneders residency på Thorvaldsens Museum.

playliste

25.02

Mit navn er Louise Beck – vil du se min playliste?

»Jeg hører musik på alle tider af døgnet, når jeg er hjemme – omringet af familie – eller når jeg arbejder og er ude og rejse. Min playliste skifter hver dag. Den er et billede på dagsformen her hos mig, og på de ideer, de minder, glæder og sorger, der lige nu optager mig. Det sidste nummer, »Salve Regina«, kom først på sent her til aften, efter jeg havde oplevet Poulencs fantastiske opera Dialogues des Carmélites på Den Kgl. Opera.«

Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N – og fra sæson 2027 kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival. Gennem snart tre årtier har hun udviklet opera som en levende og samtidsrelevant kunstform i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie musikdramatiske miljø. Hun har skabt en række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og LOL – Laughing Out Lonely, og står sammen med Niels Rønsholdt bag operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, hvis anden del præsenteres på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under festivalen i 2026.