»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.
Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.
Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.
