Når luft bliver kraft
Lille VEGAs intime rum dannede rammerne for innovativ vokallyd i stort format, da Ars Nova og dirigent Paul Hillier kombinerede forløsende origamisanselighed fra Caroline Shaw med Signe Lykkes dystopiske digitalspejlinger med klar intonation og imponerende musikalsk overskud.
De lillabelyste luftstrømme flød først fra Bjarke Mogensens susende akkordeon i en opvarmningsakt af intens virtuositet. Musikken spændte bredt fra en livlig russisk dans og melankolske åndedrag fra Bornholm til rørende kvarttonemusik af Sune Cølster, Lil Lacys store cinematiske vingesus og eksplosive kadencebevægelser fra Anders Koppels akkordeonkoncert nr. 2.
Amerikanske Caroline Shaw kender indgående til stemmens potentialer, hvilket stod klart i How to fold the wind, et værk inspireret af den gamle japanske origamikunst. Som et enkelt stykke papir, der transformeres til en smuk skulptur, blev sangernes stemmer formet som hyper-fleksible instrumenter med alle dets muligheder – sprog, tale, klang og åndedrag – men altid med menneskelig varme, sublim sanselighed og intens nærhed.
Det organiske papir blev forvandlet til pixeleret selvforvrængning i Signe Lykkes I shall feed my eyes. Værket beskæftiger sig med skyggesiden af vores digitale virkelighed og er en rejse ind bag skærmens sorte tomhed. Berøringshungrende kvartfald og ekstatiske overtoner i koret blev overvåget og splintret køligt i Anders Stig Møllers elektroniske lydunivers, og evigt scrollende toner og fraser forsøgte konstant at række ud efter den næste, men nåede aldrig derhen, før de krakelerede i metalliske fragmenter og digital ekkobrus.
»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«
Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.
Percussionisten og komponisten David Hildebrandt hædres for sit virtuose arbejde med ny musik og for at udfordre grænserne for, hvad rytme kan være.
David Hildebrandt er blandt modtagerne af årets hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden. Han modtager prisen på 200.000 kroner for sit kompromisløse arbejde med ny musik og multi-percussion samt for sin evne til at udfordre de gængse forestillinger om rytme.