Kortkritik
03.10.2023

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«
© PR
© PR

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again. 

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet. 

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

Kortkritik
31.10.2020

Avantgarde uden guillotiner

Athelas Sinfonietta: Niels Rosing-Schow-portræt
Niels Rosing-Schow. © Alexander Banck-Petersen
Niels Rosing-Schow. © Alexander Banck-Petersen

Det blev ingen revolutionær start på Klang Festival, selvom en af landets bedst skrivende komponister var i centrum.

Niels Rosing-Schows saxofonkoncert Episodes from a Concerto (2003/20) prøvede at ruske op i sig selv med flere defibrillerende stød undervejs, men blev trukket ned i sin egen understrøm af gammelmodernistisk temperament og egal klangelegance.

Mere selvstændig karakter havde den nye klaverkoncert All Right!? (2020) med sit udemonstrative møde mellem pianistens tikkende urværk og ensemblets udspilede skyer af lys og let klangtåge, omend Rosing-Schow også her luftede passager af altmodisch fællesekspressionisme.

Solisterne i værkerne virkede låst fast i skematiske tonemønstre, også basfløjten i døsige Flash Night (2016), så det var befriende med solistfri Distant Calls (2018) og dens skarpt formulerede grundstruktur af sammenflettede orientalske luftalarmer.

Værket kunne dog nok have udviklet sig i heldigere retning end filmisk agentdramatik, mens skramlede Unspoken – Unheard (2020) rundede eftermiddagen noget famlende af.

Kortkritik
28.10.2020

Lily Greenham fra scratch

Lydarkæologisk lytteklub #2
Lily Greenham. © Demarco Archive
Lily Greenham. © Demarco Archive

»Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.

For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.

For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.

En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere.

Kortkritik
27.10.2020

Et jordskælv af en prisvinder

Nordisk Råds Musikpris
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland

Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.

Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.

Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.

Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!

Kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

Kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.