Nogle børn leger bedst alene
Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.
Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.
Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.
Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.
Over the top
Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.
Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands.
Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?
Bidt af Thorshavn
Mens Spot skinnede som ny konfetti i alle poppens afarter – fra 80’erne og frem – gik den færøske gruppe Klingra i helt andre retninger: tilbage til fortidens traumer, til fiskerne, der i 1950’erne var tvunget til at arbejde ved den grønlandske vestkyst. En stemme tilhørende farfaren til pianisten, Dánjal á Neystabø, blandede sig i lydbilledet. For Klingra er historiefortællere, de pakker gamle og glemte fortællinger om fiskere og andet godtfolk ind i atmosfæriske, Sigur Ros-agtige og højstemte landskaber af lyd.
Maggie Björklund fra Jack Whites band fik sin pedal steel til at synge, som akkompagnerede hun vejrbidte viser (eminente Björklund ville man gerne have hørt mere til). Og langsomt byggede det arktiske sekskløver et meditativt og folkemusikalsk groove op, inden det sfæriske fik mere hårde, rockede kanter. Alt det fik de presset ind i en alt for kort Spot-koncert. Men det er betingelserne her.
Jeg vil huske den komplicerede stoflighed fra denne koncert. Lyden, som var både grottemørk og himmellys, sart og hård, og næsten symfonisk i sin billedskabende kvalitet. Musikerne rapporterede fra en verden, hvor gardinerne er rullet ned, men indenfor sidder jo levende mennesker med vigtige historier. Nu kan jeg påstå, jeg har været i Thorshavn og med egne øjne set de hændelser, Klingra behandler i deres veldrejede og meget personlige musik.
Roger Reynolds – stadig en god roadmovie?
God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.
Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.
Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.
De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.
Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.
Roger Reynolds: Still worth its chops?
Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore.
Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece.
Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.
Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.
In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing.
Kaktusvæske i en ørken af luft
Luft, altings forudsætning, er også altings udfordring. Driver man rundt en fredag på talentfestivalen Spot i Aarhus, er det ikke kun den kraftige vind, der rusker i nervøse ører, det gør også unge popvokaler med luft, al for megen luft, på stemmebåndene.
Mødet med Maria Dybbroes klare altsaxofon i den albumaktuelle flimringskvintet Caktus bliver derfor også et møde med det, som mange musikere må have glemt i øjeblikkets spurt mod stjernerne: den klanglige kernes forførende sandhed, den luftløse nøgenheds hårdhed og appel.
I hendes blæs høres ingen hvislen, men en helt ren, maritimt blågrøn lyd. Fra Dybbroes lukkede øjne og fuglede bevægelse udgår en impuls, der får hvert livgivende pust til at sætte sig i saxen som en hele tiden foranderlig tone. Alt bliver til udvikling: nervøs tremolo, bugtende intensitet, letblæst piblen og hele tiden dette antiluftige, skorpede hjerte i klangen.
Ledsaget af melankolsk skærende cello, grundprikkende kontrabas, let bølgende trommer og endnu en altsax, denne i kontrasterende luftige klæder, er mødet med Caktus’ ømt trukne melodier og henslængte plateauer en undtagelse af tæt ro og opmærksomt lyttende fællestrance på Spot.
Det er, kort sagt, en påmindelse, ja et opdrag, om at gennembryde luftagtighedens tekniske fernis og turde satse hele sit musikalske projekt på sandhedens alter. Alt er kerne. Og Caktus’ kerne, Dybbroes uimodståelige klang, er en livgivende kilde af kaktusvæske i en ørken af luftspejlinger.