Nordmand omfavner fremtiden med glitch og tambourkorps
Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.
Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.
A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.
Gid englene stadig sang for os
»Julen har ingen lyd« er lågen 6. december, og det tiende værk på Hans Sydows julede 25 års-jubilæumsalbum (der både kan opleves fra sofaen og i en live-udgave på Musiktorvet i København hver time helt til jul). Radiovært Ole Corneliussen læser juleevangeliet (Lukasevangeliet, kap 2 vers 8-14) op og i bedste radiostil skal jeg først lige tunes ind på hans kanal. Men han er ikke alene, hviskende stemmer omgiver ham, og giver i brudstykker teksten til »Et barn er født i Betlehem«. Spillet på »Julen har englelyd« leder selvfølgelig straks tankerne hen på de engle, der forkynder os og hyrderne, at frelseren er født. Og ligesom hyrderne mærker jeg mere frygt end tryghed ved de stemmer, der pludselig strømmer ud af højttalerne. Er det sådan det føles at høre engle? Akusmatiske stemmer er åbenbart ikke lige.
Sydow opstiller en sjov kontrast mellem den tydeligt gammeldags radiodiktion fra Corneliussen og de hviskende, insisterende og meget forvirrende englestemmer. Jeg får klart lyst til at bede englene tage formidlingstimer hos Corneliussen, men pludselig er de væk – nummerets halvandet minut er overstået og efterlader en underlige følelse af… tab.
Effektivt får Sydow mig til at længes – ikke så meget efter den nostalgiske forkyndelse af det glade budskab op til jul, men mest efter de engle jeg før var frygtsom over for, for de tvang mig til at lytte efter, hvad de sagde. Fremover vil jeg foretrække hviskende besøg af engle, der forkynder julesalmer over ethvert pænt og fromt kirkekor. I hvert fald nu, hvor Sydow har åbnet mine øre for det og bragt lidt gudfrygtighed tilbage.
At jage solen
Publikum på Takkelloftet blev suget ind i et sort og abstrakt mytisk univers til Book of Mountains and Seas, et musikdramatisk værk af komponisten Huang Ruo og dukkeførermesteren Basil Twist. Det var intenst og urovækkende med 2400 år gamle kinesiske skabelsesmyter, som blev fremmanet af seks dukkeførere, to slagtøjsspillere og tolv sangere fra Ars Nova Copenhagen. I det sorte tomrum dukkede sangernes oplyste ansigter frem som flyvende æg, kropsløse og uidentificerbare. Med flakkende øjne kiggede de ildevarslende op for at følge Paul Hillier, som dirigerede bag publikum, og det føltes voldsomt og næsten grænseoverskridende at sidde imellem dem i en konstant strøm af højkoncentreret chi-energi.
Dukkeførerne bevægede sig omkring koret og formåede at skabe liv i kæmper, fugle, sole, floder ved hjælp af døde træstammer, lysende rispapirslamper og bølgende silke. Det var imponerende effektfuldt, og dukkeførernes kroppe og bevægelser gav de store abstrakte myter en form for menneskelighed og anskuelighed.
Musikalsk var værket splittet mellem amerikansk minimalisme og kinesisk traditionalisme, og samspillet mellem slagtøj og stemmer bidrog til værkets ritualistiske karakter. Kinesiske sætninger blev sunget med nordisk accent og vokalfarve i konflikt, og fravalget af overtekster gjorde, at det var umuligt for et dansk publikum at tyde, hvad der blev sunget om. I stedet måtte man altså blot overgive sig til det uforståelige – klangene, stemningerne og drømmebillederne på scenen.
門Mon – Port til ensomhed
Under en konstant stråle af sand stod en performer. Sandet faldt ned over hendes skuldre, og det begyndte pludseligt at klø overalt på min krop. Der var helt stille på Teatret Gruppe 38. I komponisten Olga Szymulas 門Mon foregik al lyd binauralt i høretelefoner. Abrupte syntetiske lydflader, japansk oplæsning af fragmenterede tekststykker og evigt tilbagevendende elektronisk ødelagte korflader fløj helt tæt om ørene på os.
Bag performeren, der langsomt begyndte at dreje rundt under sandstrålen, afspejlede abstrakte videoanimationer den komplekse lydside. Gennem animerede sandbølger, der konstant ændrede form, og forvredne, japanske naturbilleder rejste vi gennem en verden af ensomhed, hvor en fornemmelse af noget unheimlich var medpassager.
At forsøge at forstå 門Mon til fulde var umuligt, og måske også overflødigt. Der foregik en sammensmeltning mellem kulturelle udtryk og traditioner. Alle forsøg på meningsdannelse blev forvrængede og afbrudte, som om de mange lag af sprog og udtryksudvekslinger mellem medier dannede deres egen utilgængelige virkelighed.
門Mon var med lyd, performance og videokunst i én samlet pakke højdramatisk og samtidig – uden at miste intensitet – uendelig langsom. Jeg sad i mørket, mens jeg blev opslugt af det evigt dalende sand, der faldt ned over performerens krop og fik indtryk af at være en del af en smuk eksplosion i slowmotion, i en verden fyldt med statisk dramatik.
Der var engang en westerncellist
Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.
Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical.
Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen.
Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige.
The computer has been feeling
Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkedes at finde følelserne i maskineriet, men det lader til, at det er det, Mads Krue Bugge forsøger på sin nye ep Haptic Feedback, under navnet Skarv. En ep, der måske ikke finder nyt terræn i sin blanding af enormt minimalistisk glitch og ambient, men alligevel tager udgangspunkt i et specifikt koncept, hvor kunstneren skaber sig et scenarie, som har avlet de fem soundscapes frem på pladen.
Som et øjebliksbillede – måske af ensomheden under de sidste års ufrivillige isolation – leger Skarv med elektroniske flader og opbrudte, warpede lydforløb. Som den fremmedgjorte stemme på »Realistic Touch« eller det iturevne synth loop på »Computer Love«, der trods sin lånte titel fra genrens gudfædre, synes at søge efter en varm følelse af nærhed i de manipulerede loops, indtil den når hektiske, rytmiske tendenser i kompositionens anden halvdel.
Egentlig er det kun »Computer Love« og den ildevarslende »Lonely Again« – der lyder som en computers gråd – der fanger min opmærksomhed fuldt ud. Ellers bliver et par af sekvenserne en anelse for søgende og navlepillende. Men når Haptic Feedback er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.