kortkritik

16.08.2022

Nostalgi med fremtiden for sig

Bent Sørensen: »The Island in the City«

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

Bestræbelsen er den samme i de to erindringsbilleder, der som en uhørt luksus materialiserer sig her gennem DR Symfoniorkestrets adrætte arbejde. Nemlig at stille et nostalgisk vemod – romantiske strygere, klagende glissandi – op over for moderniteten.

Hvordan lyder nuet? Enten som storbyens susende trafik i L’isola della città med Trio con Brio som fremskudt hovedperson eller som et vedvarende skrig af skiftevis klanglig opfindsomhed og monoton udstrakthed i Second Symphony.

Mest fortællende virker mødet i den raffineret konstruerede trippelkoncert, hvor et spilledåseenkelt klaver klinger af fugal barndomslængsel, men afbrydes af kontrabassernes støjende borebehov: erindringsflugten saboteret af vejarbejde, Bent Sørensen som underspillet – og uventet – humorist.

Hører man værket som et møde mellem nostalgi og nutid, lægger man også mærke til, at de to kombattanter forsones. En stammende, snurrende uro sætter sig i den erindrende, der til sidst indser støjens potentiale og ender med at skabe endnu skønnere klang ved at invitere dissonansen indenfor.

Det er et finurligt og betagende erindringsspil, Sørensen tegner op. Det er også albummets stærkeste værk, for sekundsymfonien føles som indspillet musik mere forceret i sin dualisme, end den gjorde i koncertsalen, der bedre understøttede klangens rumlige vandring og den dramatiske vekselvirkning med slagtøj.

Ikke desto mindre: to fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.

kortkritikrelease

28.05

En violinist med ild i buen

Darragh Morgan, Ulster Orchestra & David Brophy: »Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland«

Resonus Classics, 22.05

Jeppe Rönnow

Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.

Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.

Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.

kortkritikrelease

27.05

Myter fra et døende hav

Wanderwelle: »Ghosts Beneath the Brine«

Important Records, 26.05

Ania Mauruschat

Havet er blevet et Cape Lonesome. Som en kirkegård, hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde.Sådan lyder Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimentalduo Wanderwelle.

På tværs af otte numre, som befinder sig et sted mellem elegi og requiem, kredser albummet om klimaforandringernes og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det påkalder mytologien om dybhavets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet arbejder de med korroderede, ustabile metalliske klange, der synes at gå i opløsning indefra – mørkere, mere skrøbelige, mere urolige – og som frigiver spøgelsesagtige overtoner.

Disse klange driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som det sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på 3,5 meter breder sig som et genfærd over enorme, ligeglade himmelstrøg. Lag på lag af rumklang og lyde, der leder tanken hen på klagende, klynkende dyrestemmer, bærer stykkerne titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som havuhyrer engang var, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine lyder hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet på sikker afstand får det os til at gyse snarere end at handle. Musikken er mere spøgelsestog end alarmklokke og tilbyder en form for katarsis dér, hvor øjeblikket kalder på handling.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

playliste

27.05

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

kortkritikrelease

25.05

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«

dh2, 08.05

Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet.

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.

kortkritikrelease

21.05

Kunstig intelligens på autoplay

Slopcore: »Simon Littauer«

Slopcore, 12.02

Thomas Bøgevald Bjørnsten

Automatiseringens logik har længe været del af moderne musikproduktion. Men hvad sker der, når den ikke længere blot assisterer, men overtager selve den kreative proces og udfoldelse? Simon Littauers Slopcore er et af de seneste bud. Lyden af det AI-drevne projekt er ikke som sådan radikal, men interessant fordi Slopcore er flere ting på én gang: både et konkret take på en kunstnerisk praksis fremtvunget af de seneste års AI-udvikling og et symptom på de altomsiggribende datamodeller, der diskuteres voldsomt i disse år.

Slopcore mimer en velkendt streamingplatform-logik, men hvor musikken her genereres i realtid og lydstrømmen løbende tilpasser sig lytterens adfærd, idet man proaktivt kan like output’et eller skippe videre, når man vil. Det simple interface med play, pause og *heart* akkompagneres af en pointillistisk bølge som visuelt understreger, hvordan Slopcores udtryk genremæssigt snor sig gennem genkendelige elektroniske landskaber af house, 00'er-electronica, IDM, techno, drum'n'bass, ambiente synthflader etc. etc. For det meste rytmisk, harmonisk og melodisk konsistent, ikke alt for eksperimenterende.

Som en AI-boostet forlængelse af Littauers øvrige musikalske praksis – der allerede har stærke iboende aleatoriske og algoritmiske elementer – giver det hele god mening. AI forsvinder ikke som teknologi, og parallellen til fx Spotifys voksende AI-satsning eller en platform som Suno er oplagt nok. Littauers afsenderposition som etableret elektronisk musiker vikles ind i en dybt kommerciel og uigennemsigtigt data-arkitektur (læs: Googles). Og valget af titel refererer åbenlyst (ironisk?) til »AI slop«-begrebet, som dækker over den generiske, sjælløse overproduktion af billeder og lyd, der oversvømmer alle digitale platforme. Foruden at være en sjov lytteoplevelse, kan Slopcore ses som et relevant – måske i disse tider, ligefrem modigt – partsindlæg i en forvirrende, verserende debat om kunstnerisk integritet og autenticitet i en kulturverden, der ikke kan beslutte sig for, om den vil kæmpe imod eller bare logge ind.