kortkritik
16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard
© Daniel Oxenhandler
© Daniel Oxenhandler

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere. 

kortkritikrelease
28.05

En violinist med ild i buen

Darragh Morgan, Ulster Orchestra & David Brophy: »Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland«
© Brian Morrison
© Brian Morrison

Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.

Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.

Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.

kortkritikrelease
27.05

Myter fra et døende hav

Wanderwelle: »Ghosts Beneath the Brine«
© PR
© PR

Havet er blevet et Cape Lonesome. Som en kirkegård, hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde.Sådan lyder Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimentalduo Wanderwelle.

På tværs af otte numre, som befinder sig et sted mellem elegi og requiem, kredser albummet om klimaforandringernes og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det påkalder mytologien om dybhavets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet arbejder de med korroderede, ustabile metalliske klange, der synes at gå i opløsning indefra – mørkere, mere skrøbelige, mere urolige – og som frigiver spøgelsesagtige overtoner.

Disse klange driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som det sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på 3,5 meter breder sig som et genfærd over enorme, ligeglade himmelstrøg. Lag på lag af rumklang og lyde, der leder tanken hen på klagende, klynkende dyrestemmer, bærer stykkerne titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som havuhyrer engang var, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine lyder hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet på sikker afstand får det os til at gyse snarere end at handle. Musikken er mere spøgelsestog end alarmklokke og tilbyder en form for katarsis dér, hvor øjeblikket kalder på handling.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

© PR

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.
 

kortkritikrelease
25.05

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«
© PR
© PR

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet. 

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.

kortkritikrelease
21.05

Kunstig intelligens på autoplay

Slopcore: »Simon Littauer«
© PR
© PR

Automatiseringens logik har længe været del af moderne musikproduktion. Men hvad sker der, når den ikke længere blot assisterer, men overtager selve den kreative proces og udfoldelse? Simon Littauers Slopcore er et af de seneste bud. Lyden af det AI-drevne projekt er ikke som sådan radikal, men interessant fordi Slopcore er flere ting på én gang: både et konkret take på en kunstnerisk praksis fremtvunget af de seneste års AI-udvikling og et symptom på de altomsiggribende datamodeller, der diskuteres voldsomt i disse år.

Slopcore mimer en velkendt streamingplatform-logik, men hvor musikken her genereres i realtid og lydstrømmen løbende tilpasser sig lytterens adfærd, idet man proaktivt kan like output’et eller skippe videre, når man vil. Det simple interface med play, pause og *heart* akkompagneres af en pointillistisk bølge som visuelt understreger, hvordan Slopcores udtryk genremæssigt snor sig gennem genkendelige elektroniske landskaber af house, 00'er-electronica, IDM, techno, drum'n'bass, ambiente synthflader etc. etc. For det meste rytmisk, harmonisk og melodisk konsistent, ikke alt for eksperimenterende. 

Som en AI-boostet forlængelse af Littauers øvrige musikalske praksis – der allerede har stærke iboende aleatoriske og algoritmiske elementer – giver det hele god mening. AI forsvinder ikke som teknologi, og parallellen til fx Spotifys voksende AI-satsning eller en platform som Suno er oplagt nok. Littauers afsenderposition som etableret elektronisk musiker vikles ind i en dybt kommerciel og uigennemsigtigt data-arkitektur (læs: Googles). Og valget af titel refererer åbenlyst (ironisk?) til »AI slop«-begrebet, som dækker over den generiske, sjælløse overproduktion af billeder og lyd, der oversvømmer alle digitale platforme. Foruden at være en sjov lytteoplevelse, kan Slopcore ses som et relevant – måske i disse tider, ligefrem modigt – partsindlæg i en forvirrende, verserende debat om kunstnerisk integritet og autenticitet i en kulturverden, der ikke kan beslutte sig for, om den vil kæmpe imod eller bare logge ind.