Kortkritik
16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard
© Daniel Oxenhandler
© Daniel Oxenhandler

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere. 

Kortkritik
08.02.2021

Uventet transit mellem verdner

Simon Steen-Andersen: »Drownwords«
Simon Steen-Andersen. © Lars Svankjær
Simon Steen-Andersen. © Lars Svankjær

Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.

Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.

På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.

De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.

Kortkritik
04.02.2021

Elektrolyd som digitalkunst

Olga Szymula: »Lapses«
Olga Szymula: »Lapses«. © PR
Olga Szymula: »Lapses«. © PR

Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.

Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.

Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.

Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.

Kortkritik
01.02.2021

Knirkende morgenpastorale

Sofie Birch: »Behind Her Name Chestnuts Fall Forever«
Sofie Birch. © Rune Svenningsen
Sofie Birch. © Rune Svenningsen

På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.

Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.

Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.

Kortkritik
27.01.2021

Mellem hæftemaskiner og orgelpassager

Francesca Burattelli: »Condition«
Francesca Burattelli: »Condition«. © Visage
Francesca Burattelli: »Condition«. © Visage

Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.

Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.

Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.

Kortkritik
18.01.2021

Sensorisk lighedsværn

E.O.M. & Alexander Holm: »A Limb Between Two Greens«
E.O.M. og Alexander Holm: »A Limb Between Two Greens«. © Sensorisk Verden
E.O.M. og Alexander Holm: »A Limb Between Two Greens«. © Sensorisk Verden

På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.

A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.

Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!