kortkritik
16.12.2023

Orgel, ynde og bad ass-minimalisme

Organ Sound Art Festival: Hampus Lindwall, Matt Choboter, Ying-Hsueh Chen, Simon Mariegaard, Paulina Rewucka & Neža Kokalj, Ellen Arkbro, Hanne Lippard
© Daniel Oxenhandler
© Daniel Oxenhandler

Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere. 

kortkritikrelease
03.12.2024

Musik for elskende, men ikke for mig

Samuel Rohrer: »Music for Lovers« 
© PR
© PR

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.

Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.

Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.

© Malthe Ivarsson

»Musik betyder meget for mig – både som livslang følgesvend og i kraft af mit arbejde som filmkomponist og musiker i diverse bands. Som filmkomponist læser jeg manuskripter og oversætter det, jeg læser til musikalske følelseslag. Det er en virkelig spændende kreativ proces og det fedeste arbejde. Som komponist, producer og guitarist i diverse bands undersøger jeg forskellige musikalske universer. Derudover er jeg pænt vild med vinyl og ynder at spille som DJ. Elsker musik!«

Jonas Struck er flmkomponist – senest Apolonia, Apolonia og Fuld af Kærlighed. Guitarist og komponist i Swan Lee, Worn Out Sun, Astral Cinema og senest i den nye dreampop-duo Dreamstruck med Karen Krogshøj.

© Malte Bulow Photography

»Musik for mig er en måde at komme i kontakt med dybtsiddende og svært beskrivelige følelser og erkendelser, som sjældent kommer til overfladen, men som jeg finder stor livsværdi i at beskæftige mig med. Kun langdistanceløb kommer for mig tilnærmelsesvis tæt på at kunne det samme!« 

Magnus Plejdrup (f. 1995) er komponist og dirigent, baseret i Aarhus. Han er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Kammerorkester og med i den kunstneriske planlægning bag Aarhus Kammermusikfestival. Han har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Talentpris i 2023 og Léonie Sonnings Musikfonds Talentpris 2022. Han studerede fra 2018-21 klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og i 2021-23 orkesterdirektion ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow. Blev i 2024 udvalgt til første generation af det nye danske initiativ Dirigentløftet. 

Katarina Gryvul. © Sam Clarke

»For mig er musik meditativt kaos.«

Katarina Gryvul er en ukrainsk komponist, violinist, musikproducer og grundlægger af Gryvul School. Hun betoner klang som det primære formskabende element i sine kompositioner. Positioneret mellem den klassiske og den elektroniske scene har hun udviklet en særlig måde at komponere på, som forener samtidige klassiske tilgange med moderne musikteknologi. Gryvul arbejder inden for ambisonics og multkanalskomposition og anvender live-elektronik til instrumenter og stemme i samspil med analoge modulære synthesizere. I centrum for hendes kunstneriske vision står begrebet dualitet – et tema, der er indvævet i alle aspekter af hendes musikalske udtryk.

© PR

»Musik for mig er mit helle gennem livet, et særligt rum, hvor jeg søger hen og finder ro, samhørighed og tilhørsforhold. Musikken er et livsvidne. Musikken er forankret i sjæl, der hvor der skabes fra. Musikken er sart, skrøbelig, og samtidig indeholder den en stærk rå energi, ligesom det levede liv. Musik er en rejse, en fortælling, vi deler i fællesskab.«

Sara Lewis Sørensen er sanger, sangskriver, komponist og guitarist og spiller under kunstnernavnet Sara Lew. Hun stemmer ofte sin guitar om og finder nye lyde og akkorder i en hybrid af alternativ rock, songwriter, indie, lofi og impro. Sara Lew  er opvokset i Roskilde og nu bosat i København. Født af en engelsk mor og dansk far. Hun er el-guitarist, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og har spillet i forskellige konstellationer. Nu er hun aktuel med albummet Loud.