De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.

Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.

Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.

Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.

Der er masser af luft rundt om de mange forskellige lyde og stemmer, der fortæller mellemamerikanske gyserhistorier på honduransk-danske Xenia Xamaneks album Germinate. Ordene »spire« og »visne« er med i titlen, og de fungerer fint som markører for det blomstrende, piblende, futuristiske og let dystre lydbillede. Hvor en håndfuld stemmer fylder ørerne med mekaniske, intense forbindelser, der hvirvler indtryk af natur og ord ind i hjernen.

Albummet er noget så sjældent som en slags nytænkt oratorio, 1700-tallets religiøse operagenre med sungne tekstbidder og ordløs musik efter hinanden. Et godt stykke fra det dansegulv, Xamanek kommer fra at bestyre. Her fortæller sangerne og en elektro-akustisk lydside historier gennem to simple, ordrige recitativer, to arier med messende fortælling og elektroniske soundscapes. 

Der er en ro i Xenia Xamaneks tilgang, som man kan blive helt afhængig af. Stoffet fra deres rødders fortællinger – og måske også messende fortællestil – sætter en scene, som på den ene side er varm og hjemmevant. Men som på den anden side også bliver original og fremmedartet, når roen i ordene udfordres af små spil af fortættede mønstre af simple lydelementer, der interagerer.

Oratorier varede tre timer i 1700-tallet, og kan hurtigt i dag virke fremmede og uvedkommende. Xamaneks album med afsæt i de cuentos y leyendas de Honduras, som de hørte i barndommen, er til gengæld tre kvarters nærvær, som peger overraskende fremad.