Pragtfuld Pimpon
Allerede intronummeret »i’ve made it to another station« slår fast, at den polsk-danske trommeslager og komponist Szymon Pimpons kassette-udgivelse agter at udsætte lytteren for et væld af forskelligartede indtryk. Således indledes der med flere lag af field recordings, der hurtigt tilsluttes af blød synth og ekstremt autotunet vokal. En stemningsfuld og interesseskabende introduktion.
Mindre mærkelig – men ikke desto mindre interessant – er nummeret »lalala«, der får mig til at nikke hovedet begejstret med på det fremadkørende motorikbeat og de farverige 80’er-synthmelodier. Eller »wsh«, der med dikotomien mellem de vemodige synthakkorder og den travle, multiinstrumentale perkussion, skaber en underligt fortravlet stemning. Skaberglæden emmer af disse numre, og den smitter. Anderledes forholder det sig med andre af albummets skæringer, som for eksempel »megaJoy~«, »maF8« og »balans«, der bare ikke vækker samme entusiasme. Som om Pimpon holder lidt igen med netop den fandenivoldske kreativitet, som jeg ellers lovpriste et nummer tidligere.
Pozdrawiam slutter, som det startede – mærkeligt på den gode måde. Med det fantastiske afslutningsnummer (en ofte undervurderet disciplin) rest, der med en messende autotune beretter om den hvile, vi har fortjent, men ikke får. En passende åben afslutning på en udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.
Det er et album, det er en bog
Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.
Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.
Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.
Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.
Der er nogen, der vil os noget
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.