Kortkritik

04.04.2023

Rokoko-blåt begær

Nikki Martin & Blue Luminaire: »Terroir«

Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.

Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.

Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.

Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af »Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.

Playlist

11.09.2023

My name is John Grant – would you like to see my playlist?

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter who holds both American and Icelandic citizenship. He first became known as the co-founder, lead singer, pianist, and primary songwriter for the alternative rock band the Czars. After releasing six albums from 1994 to 2006, the band split up and Grant retired for four years before starting a solo career. He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut solo album recorded with Midlake. Queen of Denmark was Mojomagazine's Album of the Year for 2010; it was also named as one of the best ten albums of 2010 by the Guardian's music critics and writers.

Playlist

08.09.2023

My name is Anna Brønsted – would you like to see my playlist?

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations.

Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.

Kortkritik

05.09.2023

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«

Fonal Records, 8. sep.

Kristoffer Møllegaard

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation.

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples.

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

Playlist

31.08.2023

Mit navn er Carl Bergstrøm-Nielsen – vil du se min playliste?

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.

Kortkritik

30.08.2023

Hierarkiløs saxofonimpro

Alice/Stairway: Matana Roberts

Alice/Stairway, 30. aug.

Jakob Gustav Winckler

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte.

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion.

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt.