Taja Cheek aka L’Rains koncert på Mantra-scenen startede med en mediationsøvelse: »Lad os trække vejret sammen,« opfordrede Brooklyn-sangeren fra scenen. Klip til slutningen af koncerten, hvor hun headbangede, bankede sin feedende guitar i gulvet og skreg sin hals i stykker. L’rain laver musik, hvor enderne ikke mødes, og det gjorde de heller ikke på Roskilde Festival. 

Det er ikke så meget dét, at musikken er kompleks. På albummet Fatigue har vi hørt Cheeks eminente evne til at skabe musik, der aldrig stopper med at gro – som et endeløst daggry over vidt forskellige lydlige landskaber. Men i festivaludgaven blev de fleste af numrene saboteret af en hårdtslående muskuløs energi. 

Den tjekkede æteriske neo-soul blev alt for bastant og tabte hele sin New Yorker-coolness på gulvet. Discotrommer steg i tempo indtil lokomotivet kørte af sporet. Hvad skulle vi med alle de rumle-stykker, hvor guitaristen spillede med sit guitar-stand, mens trommeslageren haglede over tommerne? Det var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på. 

Nu ved jeg – tænkte jeg under den koreanske oktet Ak Dan Gwang Chils koncert på Pavilion – hvordan det føles at være en del af en kult: den euforiske følelse af sammenhold; den overvældende skønhed; de tryllebindende, hypnotiserende ledere. Ak Dan Gwang Chil beskriver deres musik som shamanistisk ritualmusik. Jeg kan stort set ikke komme på en mere præcis beskrivelse. 

Tempoet var hæsblæsende, og mængden af sanseindtryk – både visuelle og lydlige – var så overvældende, at effekten var nærmest bevidsthedsændrende. Vi – publikum – adlød hver en ordre som vores shamaner, de tre kvinder i front for Ak Dan Gwang Chil, gav os: Som i trance svajede, dansede og hoppede vi synkront til musikken; vi deltog i komplicerede call and response-sekvenser uden at vide, hvad vi råbte; vi spejlede de håndtegn, som gruppen illustrerede for os på scenen; vi råbte deres navn i en uendelighed. Nogle havde – ganske modigt, når man tænker på festivalens sanitære forhold – taget skoene af og dansede slangeagtigt og med lukkede øjne. 

Én sang blev introduceret med ordene: »Den her sang er til alle dem, der føler sig ensomme.« Det kan jeg ikke forestille mig, at ret mange gjorde i selskab med Ak Dan Gwang Chil. Med hjælp fra gamle ritualer og traditionelle, koreanske musikinstrumenter formåede de at skabe en inkluderende musik, der transcenderede alle forskelle. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der ikke ville have, at koncerten skulle stoppe. Det er aldrig nemt at forlade en kult, når man først er med i den. 

Det mest performative aspekt af Linda Lamignans performative koncert på den lille bitte Ambereum scene var begyndelsen: Imens en fest af en hiphopkoncert fandt sted på Arena-scenen lige ved siden af, påbegyndte Lamignan og venner – sådan omtalte de sig selv – det David mod Goliat-agtige projekt, det var at opbygge en meditativ og »helende« atmosfære med hjælp fra røgelse og en varm, men teksturløs synthdrone. Der var noget sært fascinerende over projektet. 

Det er som bekendt altid irriterende, når naboerne holder fest. Alligevel var Linda Lamignans optræden faktisk mest interessant i de første ti minutter, hvor de ydre omstændigheder gjorde dens eksistens allermest prekær. Koncerten – der bestod af en kombination af Lamignans sange og nogle digte, som medperformeren Noella Birisawa læste op fra en iPhone – var ikke uden sine lyspunkter: Lamignan opførte sin sange med indlevelse og storslået sans for dramatik og den fremragende trommeslager Deodato Siquir hamrede godt og grundigt på bækkenerne, når lydbilledet med faretruende hast nærmede sig den totale anonymitet. 

Sangene og digtene kredsede om tematikker som at befinde sig mellem kulturer; at åbne sit sind; at tro på sig selv og andre; at se kærligheden over det hele; at gøre op med racisme og snævre kønsforestillinger. Gode og vigtige emner. Problemet var, at behandlingen af disse emner var nærmest overdrevet bogstavelig. Der var masser af digtning, men ikke så meget poesi; masser af sangskrivning, men ikke så meget musik. 

»We live in the same house, we go to the same school,« lød det fra Pavilion-scenen. De syv piger fra Star Feminine Band, der er mellem 10 og 17 år, var langt fra deres hjem i Benin. De var kommet for at smitte os med det nære venskab, der stråler fra deres solbeskinnede musik: Intuitiv og hjemmestrikket highlife – ofte lidt vakkelvorn – men til gengæld imødekommende, legende og energisk. 

De tre piger i front, som spillede forskelligt håndholdt perkussion, vekslede mellem at synge og danse. Der sprællede en ivrig begejstring i de synkrone bevægelser. Et særligt moment opstod, da resten af bandet sluttede sig til danserne på midten af scenen for at opføre et traditionelt ritual. Autenticiteten nåede helt ud til teltpløkkerne. 

Men Star Feminine Band var bestemt ikke kun kommet for underholde. Koncerten var båret af en punket understrøm, der hele tiden kradsede imod den dansevenlige overflade. Udråbstegnene i teksterne – efter sigende om tvangsægteskaber og omskæring – var ikke til at tage fejl af, selvom de blev leveret storsmilende på et sprog, der nok var fremmed for de fleste i publikum. 

Alle pigerne var udstyret med en mikrofon, og skiftedes til at lede de ultrasimple call-response-sekvenser. Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!

»Det var fandeme uhyggeligt,« overhørte jeg én sige på vej ud af teltet efter den kenyanske duo Dumas koncert på Gloria. Det var ikke svært at forstå, hvad de mente: Producer Martin Khanyas lydunivers af industrielle technorytmer, der banker mod trommehinderne som et trykluftsbor, uigennemtrængelige betonmure af hvid støj og black metal-agtige guitarriffs kombineret med Sam Karugus nærmest ubeskrivelige vokal – tænk mødet mellem Yoko Ono og en kaffekværn – er temmelig frygtindgydende. 

Mens Dumas musik med rette kan betegnes som uhyggelig, gør det modsatte sig dog gældende for koncerten som helhed. Stemningen i teltet var intet mindre end euforisk og Karugu var nærmest overstrømmende i sin hengivenhed til publikum: Der var ingen grænser for, hvor meget han elskede hver og en, og det var lige før, at hver eneste person i rummet fik det at vide individuelt. Kærlighedserklæringerne fik selskab af utallige selvhjælpsagtige opfordringer: »Energize yourself! Embrace yourself!« I sig selv ret klichéfyldte udsagn havde det ikke været for musikkens brutalitet, der med tydelighed viste, at omfavnelsen af en selv ikke nødvendigvis behøver at være blid. 

For mig personligt opstod der til tider en grad af kognitiv dissonans i mødet mellem elskværdighed og aggression: Karugu måtte for min skyld gerne være ondere ved sit publikum. Dog er der – i en postmoderne verden, hvor alle grænser flyder sammen – noget sært passende ved, at Roskilde Festivals uden sammenligning mest punkede performer samtidig viste sig at være den største hippie.