kortkritik
31.10.2021

Sange på gennemrejsen

Hans Rønne: »Over Vadehavet – musikalsk ode til himlens fugle«
»Over Vadehavet«. © Per Pedersen
»Over Vadehavet«. © Per Pedersen

Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

© Julie Montauk
»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«
 
Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.
 
Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet. 
kortkritikrelease
06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«
© PR
© PR

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

© PR

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.

kortkritikrelease
04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro. 

© Mishael Oladipo Fapohunda

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.