Schuberts norske lounge
Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
Snart albumaktuelle Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk.
Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.
Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm.
Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.
Lyden af Foucaults mareridt
Kan du gætte melodien til Human Ressource Management Song? Hjernen tuner automatisk ind på protestsange fra ‘68, men den fremadstormende kunstner Hannah Toticki Anbert gik en helt anden vej i provo-kitch-installationen på finkulturens højborg. Svaret er Dolly Partons I Will Always Love You. Her stoppede lighederne, ind på scenen trådte skuespiller Kristine Utne Stiberg: En chef i hvid skjorte, sorte bukser og leverpostejfarvet page. Med sin fantastiske stemme og klassisk karaoke-line-up – et playback track, tekstskærm og mikrofon – sang hun til den fleksible medarbejder, som lægger al sin tid og energi i virksomheden og hyldes i omkvædet: »I Will Acknowledge You«.
Megan Trainors diskoteks-tacky It’s All About That Bass kom også under Totickis kniv: En B2B-glad kvinde sang fedtesang til bossen. En topmotiveret kvinde med knaldrød fletning og orange sporty trøje sang om sin ekstreme glæde ved at være den bedste, arbejde over og fedte for bossen: »It’s all about that pace bout that pace…«.
Toticki har taget den internationale kunstscene med storm, og det cementeres af denne sarkastiske og provokerende performance, som er absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation. Skrækscenarier fra Foucault, Marx og Negri blandet med lyden af The Voice.
Smukt vågner Agnes
I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
Messells musik trækker vejret dybt
På sin anden udgivelse snitter komponist og producer Messell med kirurgisk præcision samples fra hinanden og sætter dem sammen igen. Strygere, blæsere, klaverer, vokaler, field recordings m.m. behandles og iblandes et væld af lyde af mindre akustisk karakter. De nedbrydes, rekonstitueres og finder nyt liv i nye sammenhænge. Til tider bevæger Messell sig så sikkert inden for den elektroakustiske ambients genrekonventioner, at overraskelser savnes. Men til trods for den velkendte lydpalet gør de detaljerige kompositioner indtryk, særligt brugen af vokalsamples i nummeret Sprækker og dets rumklangsomsvøbte kirkekor og den nynnende solostemme i Affekt. Stemmerne er dette albums ordløse historiefortællere.
Albummet ledsages af kunstner Gustav Løjes seks korte videovignetter bestående af forskellige usammenhængende dele, som behandles på samme måde som musikken: klippede, forandrede og understøtter på stemningsfuld vis den til stadighed udechifrerbare beretning.
Messell gør brug af en udvidet forståelse af larm og stilhed. Han spiller på vekselvirkningerne mellem dem, og disse kontrasteres igen med larmende stilhed og afslappende støj. Musikken får lov at trække vejret mellem klimakserne, og det er i disse smukke kontrastfyldte øjeblikke, at han viser sit værd.