Kortkritik
20.04.2021

Selvsikker storbyfart og legesyge

Alice Archives: Caktus + Selvhenter
Maria Dybbroe i front for Caktus. Still fra video. © Alice
Maria Dybbroe i front for Caktus. Still fra video. © Alice

Caktus’ to altsaxofoner, kontrabas, cello og trommer vidner om en kvintet, der har placeret sig et sted imellem jazzen og kammermusikkens verdener. Dette kan umiddelbart lyde som en svær balancegang, men orkestret er heldigvis fortrolige med blandingsforholdene.

Fra indledningen med kun en enkelt saxofon og bas, inklusive en ultrakort (intentionel?) reference til John Coltranes »Welcome«, føres jeg gennem introspektive, opbyggende passager og udfarende, eksplosive forløsninger. Saxofonerne både hvisker og hviner, strygerne stryges og plukkes, trommerne tier og larmer. Fra storbyidyl til højhastighedstrafikinferno og alt derimellem.

Det er kompetent og selvsikkert, men indimellem savner jeg lidt mere usikkerhed i balancegangen, at orkestret trækker musikken lidt længere ud i begge retninger.

Mens Caktus spiller på vekselvirkningen mellem to traditioner, så gør Selvhenter brug af en helt anderledes tilgang. Med en besætning på altsaxofon, basun og trommer kunne man forvente en jazztrio, men Selvhenter er meget mere – eller måske noget helt andet – end det.

Begge blæsere er næsten konstant underlagt en række pedaleffekter, og det er sjældent, at de to instrumenter rent faktisk lyder som sig selv. Saxofonisten får til tider sit horn til at lyde som en Fisher-Price-plasticmelodica, mens basunisten blandt andet producerer en lyd, der bedst kan beskrives via referencer til Black Sabbath-riffs. Trommerne er til sammenligning mere konventionelle i deres lyd og funktion, og de forankrer dermed på fornemste vis de ellers højtragende idéer.

Selvhenter udviser en larmende, søgende legesyghed, og som det er kutymen i den søgende musik, så er der nogle momenter, der fanger min opmærksomhed mere end andre. Men den allestedsnærværende legesyge smitter.

© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.



 

Kortkritik
13.06.2023

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
Kortkritik
10.06.2023

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.