Kortkritiklive
18.02

Seriøse myrekryb

Simon Toldam: »Insecta«
© Daniel Buchwald
© Daniel Buchwald

Nogle drømmer om at finde liv i fjerne solsystemer. Andre – som Knud Viktor, Jacob Kirkegaard og nu også Simon Toldam – vender teleskopet om og opdager ukendt liv i den nære, men skjulte natur omkring os. Så hvad fandt Toldam, den 46-årige pianist fra det eksperimenterende jazzmiljø, da han i aftes rettede blikket mod engelske Levon Biss’ ultranære fotos af biller, fluer og græshopper med uropførelsen af det timelange audiovisuelle trioværk Insecta?

Først og fremmest fandt han en varieret og nysgerrig fortolkning af insekternes liv. Bag et transparent lærred omdannede Toldam sit præparerede flygel til et gamelan-instrument, og på hver side af ham kriblede og hvæsede lyde frem fra saxofonist Torben Snekkestad og percussionist Peter Bruun. Produktionsværdien var høj, og trioen – der sammen kalder sig Loupe – bevægede sig fermt mellem det konkrete og det sfæriske.

Men til tider var der også noget gammeldags over udtrykket. Mens en gulbrun græshoppe nanometer for nanometer tog form på lærredet, blev den af flyglets metalbækkener placeret i en østlig klangverden. Det klingede af eksotisme, af gamle elektroniske EMS-optagelser med affinitet for atonal serialisme, og snart lod Snekkestad en klagende Miles Davis-trompet svæve rundt i lydbilledet.

Når han så til gengæld med dramatisk flair pustede luft gennem samme instrument eller monterede en gummislange og forvandlede det til et frådende basmonster – mens Bruun strøg metal eller dunkede rituelt i trommerne – var vi ude af fortiden igen. Og da Insecta til sidst lænede sig ind i det ambiente, og Toldam begyndte at bøje gamelan-tonerne med hænderne nede i det åbne flygel, var det, som om ikke bare tiden, men også afstanden mellem insekterne og en selv gik i opløsning i et dirrende drømmebillede. Så var det pludselig lige meget, om der er liv på Mars.

© Jesper Lidang

»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«

Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).

© Mari Liis

»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«

Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«

Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.  

© @joachimdabrowski

»Musik for mig er livlinen til verden, der mere end noget andet skaber følelsesklang, og fylder mit hoved med tankekonfetti.« 

Steen Andersen er kulturel iværksætter, festivalmanager og skribent. Han er medstifter af Lost Farm Festival og har koordineret projekter såsom Copenhagen og Odden Saunafestival, Arbejdsfællesskabet PB43, kulturhal BYGN 5 og Prags Have. Over en årrække har han skrevet bøger og artikler om urban aktivisme, iværksætteri og kultur, heriblandt Byen bliver til og Learning from Sierra Leone sammen med Arkitekter Uden Grænser, der vandt Arkitekturforeningens Initiativpris. For tiden opholder han sig i Ukraine for at koordinere Lost Farm Festivals Art Exchange Program, og har netop kurateret udstillingen HIDE and SEEK med unge ukrainske kunstnere i Kyiv.

Kortkritiklive
29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«
© PR
© PR

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.