Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.
Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.
»Musik for mig er samlende, dannende og historiefortællende, men på samme tid også underholdende.«
Freya Guillero, der også går under artistnavnet Shyka Paya, laver musik inden for neo-soul-genren. Guillero kommer fra Aalborg-omegn, er 23 år gammel og studerer musik på Aalborg Universitet.
»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«
Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.
Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.
Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.
Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.
Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.
»Musik er for mig livsglæde, saft og kraft. Det er en måde at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Det handler om groove, rytme og swing – og om den energi, der kan flytte sig mellem mennesker, når det hele klikker, analogt og håndspillet, så publikum mærker beatet. Musik er Gud.«
Esben Just er udøvende musiker inden for New Orleans-traditionen. Han begyndte karrieren i en trio med Michael Friis på bas og Ken Gudman på trommer og har siden turneret både i Danmark og i udlandet med konstellationer som SP Just Frost, Skipper Just Frost, Esben Just Trio og senest Esben Just Allstars. Han står bag et program på Radio Mars om New Orleans-musik og har for nylig udgivet en LP optaget i New Orleans med et otte-mands brassband – danske tekster sat i et klassisk New Orleans-groove. I København optræder han jævnligt på Mojo Blues Club og Drop Inn. Han er kendt som en af landets markante pianister og sangere inden for genren, på både dansk og engelsk.
Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.
Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.
Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.
