kortkritiklive
28.09

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«
© Miklos Szabo
© Miklos Szabo

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift. 

© Jesper Van

»Musik for mig er noget, der konstant kører inde i mit hoved. Jeg kan ikke slukke for den del af hjernen, hvor nye melodier og rytmer springer frem og tager form. Nærmest heller ikke når jeg sover. Af samme grund er jeg egentlig ikke den store musikforbruger. En undtagelse er livekoncerter og musikfestivaler, hvor jeg elsker at opsøge musik, jeg ikke kender på forhånd for at lade mig overraske. Senest det interessante band Nebulah, udsprunget af Esbjerg konservatorium. Derhjemme er det vores 19-årige datter, der styrer playlisten. Hun synger kor på mit album og har introduceret mig til mange kunstnere gennem de sidste år. Det er også fedt gennem hende at genopdage de gode, gamle artister som fx CV Jørgensen, Stevie Wonder og Joni Mitchell. Meget inspirerende.«

LOH er en dansk sangskriver og pianist. Klaveret har været en del af livet lige fra barnsben, men har indtil for nylig ligget i skyggen af en karriere i TV-branchen, hvor han som tv-dokumentarist har produceret hundredvis af programmer til danskernes tv. Debutalbummet Logger Ud, som udkom i marts 2026, indeholder dansksprogede folkpopviser tonet med nordisk jazz. 

kortkritiklive
17.04

Børnene er alright

Ligeti Quartet: »Workshopkoncert«
Ligeti Quartet. © Louise Mason
Ligeti Quartet. © Louise Mason

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.

kortkritiklive
14.04

Harpens stille søvn

Julianna Barwick & Mary Lattimore
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Harpen – et af de ældste strengeinstrumenter – er for mig tæt forbundet med den svævende grænse mellem at sove og være vågen. Harpens brolægning mellem nat og dag stod kun endnu tydeligere, efter Julianna Barwick og Mary Lattimore vækkede det gamle instrument til live i DR Koncerthusets Studie 2. Lattimores harpespil og Barwicks æteriske vokal befinder sig et sted mellem moderne ambient og klassisk nocturne – som en anakronistisk vuggevise tilsat synthesizere og spandevis af rumklang.

Hovedparten af koncertens numre stammede fra Barwick og Lattimores seneste album Tragic Magic (2026). Et album indspillet over 10 dage i en kælder under Philharmonie de Paris med fri adgang til deres samling af antikke instrumenter. Både synthesizere fra 1970'erne og harper fra 1700-tallet bliver vækket til live på albummet. Og selvom Barwick smilende bemærkede, at den gamle harpe fra 1740 desværre ikke kunne være med i aften, var det tydeligt at mærke de to amerikanske musikeres passion for spændet mellem det antikke og kontemporære. Et spænd, der stod klarest under historien om den første regn efter de voldsomme skovbrande i hjembyen Los Angeles. En lydoptagelse af præcis den regn indledte det efterfølgende cover af Vangelis’ »Rachels Dream« fra soundtracket til Blade Runner (1982) og satte de altødelæggende brande i et mørkt science fiction-skær. Men Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke. Selvom begge musikere har lange solokarrierer bag sig, er det forhåbentligt ikke det sidste, vi hører til deres samarbejde.

kortkritikrelease
13.04

En hule af lyd: TAK Ensemble skærer sig ind i det akustiske mørke

TAK Ensemble: »Between the Air«
© Titilayo Ayangade
© Titilayo Ayangade

Between the Air kræver ører i opdagelsesmodus. TAK Ensembles ottende album udfolder sig som et tæt akustisk landskab – som en hule af lydlige stalaktitter, rig på tekstur og resonans.

De fem værker, skrevet specifikt til det New York-baserede ensemble, repræsenterer forskellige stemmer i den eksperimenterende samtidsmusik. Albummet åbner med Eric Wubbels’ Instruments, en overbevisende aktualisering af Helmut Lachenmanns musique concrète instrumentale. Violinist Marina Kiffersteins energiske scratch-teknik sætter en rå tone, båret af ensemblets præcise, støjbaserede samspil, som præger albummet som helhed. I centrum står Lewis Nielsons Siesta Negra, en sonificering af Che Guevaras sidste optegnelser, skrevet i 1967 kort før hans henrettelse. Dets trykkende, næsten mareridtsagtige atmosfære forvarsles af de skarpkantede teksturer i Golnaz Shariatzadehs moon that sank | wet grass. Bethany Youngs At Midnight I Walked in the Middle of the Desert følger som en surrealistisk, hørespilslignende og legende forvreden coda. Albummet afsluttes med Tyshawn Soreys For jamie branch, en tilbageholdt elegi for den usædvanligt begavede jazzmusiker, der tragisk døde i 2022, 41 år gammel.

Med Between the Air demonstrerer TAK Ensemble endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere. 

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

kortkritiklive
13.04

Hvid som et sår

Barbara Hannigan, Laura Bowler, Copenhagen Phil: »The White Book«
© Henrik Overgaard Kristensen

I The White Book kredser forfatteren Han Kang om sorg ved at beskrive hvide ting, såsom ens ånde en vintermorgen eller klædet man svøber den nyfødte i. Med afsæt i denne poetik har Laura Bowler skabt et værk af samme navn, der fik danmarkspremiere i Konservatoriets Koncertsal i København. 

Bowler frembragte samme knugende uberørthed i sin afsøgning af det hvide. Solisten var Barbara Hannigan, hvis stemme bevægede sig igennem mange registre, teknikker og udtryk, men hver frase stod umiddelbar og ærlig. Copenhagen Phil spillede med en betagende detaljebevidsthed, og man blev konstant suget ned i musikkens »hvide« klangflader. Særligt Bowlers disciplinerede brug af udvidet teknik (utraditionelle spilleteknikker), langsomme glissandi  og støjfremkaldende slagtøjsinstrumenter skabte denne ophøjethed. 

Selv de mest brutale lyde besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed. Særligt én »knagende« lyd fra slagtøjssektionen bevægede mig så meget, at jeg havde svært ved at sætte ord på den følelse, den vakte i mig.

Min eneste anke gjaldt det litterære lag. Melodierne bevægede sig for langsomt gennem ordene til, at man for alvor kunne få en poetisk oplevelse. Derfor lyttede jeg med særlig interesse til Bowlers refleksioner ved den efterfølgende talk. Her beskrev hun, hvordan værket udspringer af den overrumplende affekt, hun oplevede i mødet med The White Book. Samtidig forklarede hun, at den støjklang, jeg havde hæftet mig ved, var tænkt som et udtryk for længsel. Der var det!, tænkte jeg, ordet, jeg ledte efter.