Stemmen i mit hovede
»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?
Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.
Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.
Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.
Absolut gennemtærsket
Trombonen truttede hårdt som et bor. Elguitaren (med diverse dimser) hakkede en lethjertet futuristisk tristesse af sig. Svenske Ola Rubin og Henrik Olssons freejazzede piblen kørte i samme rille i alt for lang tid, men vi vågnede ved de dvæjelsk labre Marc Ducret-riffs.
Videre til Ymse Impro, som også garderede sig med effektpedaler, der fik bas og guitar til at gungre tungt, mørkt og trashet. En liflig fløjte forsøgte at finde en retning, blandt andet med et touch af Mellemøsten. Det var eksperimentelt, langt fra programmusik, pop, pip og kompilationer. Det var Absolute Music, Blade Runner-versionen. Men også gennemtærsket og totalt gennemtygget.
Hvad ville de os? Der gik lab i begge koncerter. Ej synderligt inviterende. Når nu vi pjækkede fra fællessang på repeat og sad der i en tidligere kirke, med flade coronaører, kunne de godt have vækket os med noget, vi ikke havde hørt før. »Ordinary World« kender vi allerede fra #2’eren.
Ambientmusik med spændvidde
Andreas Høegh og Messell viste to sider af samme ambientmønt i overbevisende eksemplificering af genrens brede spændvidde.
Høegh var først på scenen og stod for koncertens mere farverige indslag. I løbet af sine cirka 30 minutter vævede han et kludetæppe af lyde, et virvar af samples fra nær og fjern, synths og en smule effekttung elguitar. Til tider boblede musikken, organisk, som et mylder af små, hyperaktive væsner. Andre gange lød den som universets uendelighed i lydform. Uanset hvorhen den bevægede sig, hang den altid sammen.
Messell entrerede scenen indhyllet i røgmaskinens tåger og stillede sig med sit langt mere monokrome udtryk i skarp kontrast til sin forgænger. Hans godt og vel halve time bød på vemodige synthflader, skurrende glitch og noise samt mere letgenkendelige horn-, stryger- og melankolske vokalsamples. Resultatet blev en form for støjende elektronisk messe over skønheden i det sørgmodige. Stilrent, gennemført og med lige præcis nok lys i mørket.
Meget mere end en portrætbog
Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.
Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.
Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger.
Pludselighed og mumlen
Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.
Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!
Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.
Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten.
Elegant Rosenhøj-hyldest
Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.
Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!
I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’.