Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.

Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.