kortkritiklive
14.12.2024

Støvet ville ikke lægge sig på de orgler

Organ Sound Art Festival: Mads Emil Dreyer, Gamut inc., Aron Dahl & Mija Milovic
© www.francoadams.com
© www.francoadams.com

I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.

I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk.

Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 

Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

kortkritikrelease
18.05

Et sted mellem syredrøm og lydhave

Kaloja: »A Body of Water«
© PR
© PR

A Body of Water træder man direkte ind i den finske multikunstner Jan Anderzéns (Tomutonttu, Kemialliset Ystävät) helt egenartede lydunivers. Det er et kollageværk af fantasifulde melodier, skabt i samarbejde med britiske Paul Wilson (f.ampism, Yayoba), som bidrager på mere diskret vis til det farverige kludetæppe af lydtråde. Diskret, måske, men alligevel mærkbart. For detaljerigdommen i lydbilledet er høj, under de ofte omskiftelige melodier er der masser af små, friske skud, der higer mod trommehinden. Det er som en syredrøm, hvor hele verden omkring dig, alt fra blomsterne i vejkanten til flyvemaskinen i himlen, synger for dig. 

Disse mange kaotiske, hurtige indtryk har den lidt paradoksale virkning, at musikken bliver af en mere ambient karakter. Det kan være sjovt virkelig at lytte aktivt til de små detaljer, som bobler og perler overalt under overfladen, eller sommetider bryder igennem og dominerer frekvenserne for en stund. 

Men stærke, gennemgående melodier, som kan forankre lytteoplevelsen, udebliver til fordel for vibes. Det er vel at mærke ikke en dårlig ting. Forstået i en ambient kontekst giver albummet, der før virkede en kende retningsløst, pludselig mening. Den legesyge dybde uden alt for mange rammer inspirerer til mangfoldig fri association. Det er vidunderlig musik, der inviterer til dagdrømmeri – et multikulørt univers, hvor fantasien hele tiden finder nye veje gennem detaljernes tætte underskov.

© Meseguer

»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum – men den berører også det evige.« 

L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.

© Ana Alexandrino
»Musik for mig er bevægelse, trance, transformation. Resten fortæller jeg ikke.«
 
Marcela Lucatelli er vokalist og komponist. Hun er født i Brasilien og bosiddende i Danmark og har opnået international anerkendelse for sine grænseoverskridende optrædener – sanselige, politisk ladede og kompromisløst originale. Lucatelli, der af The Wire er beskrevet som en komponist af »partiturer for kroppens og stemmens grænser«, udfordrer konventioner med sine frygtløse vokale eksperimenter og dristige kompositioner. Hendes værker er blevet opført af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart. Hun har optrådt på store festivaler og spillesteder, herunder Theatro Municipal de São Paulo, DR Koncerthuset, Donaueschinger Musiktage, Darmstadt Ferienkurse, IRCAM, Copenhagen Opera Festival, Ultima Festival, Borealis Festival, Copenhagen Jazz Festival, Jazzfestival Saalfelden, Cafe Oto, A L’ARME!, DMA Jazz – Danish Music Awards, WOMEX og mange flere. Lucatellis arbejde har indbragt hende adskillige prestigefyldte priser, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2019), Pelle Prisen (2021) og Danish Music Awards' Årets Vokaljazzudgivelse 2023, hvilket viser, at vokaljazz har mange ansigter – og ikke nødvendigvis kun tilhører den bløde ende af spektret.
© PR

»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«

Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.

© Aske Jørgensen

»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.« 

DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.