Anna Ullman
4
Store miniatureverdener
Éliane Radigue: »Naldjorlak«
© PR
På Naldjorlak tager den franske komponist Éliane Radigue os med på en rejse af mikroskopiske proportioner, når en tilsyneladende simpel musikalsk situation – ikke ulig hendes tidligere værk for synthesizere – udfolder sig. Naldjorlak er et værk for uledsaget cello og Radigues første komposition for akustiske instrumenter, og det bygger på en mundtlig kommunikation mellem komponist og performer. Cellist Charles Curtis finpudser kun én tone i hele stykkets varighed, men denne præmis, der i starten kan slå lytteren som værende enkelt, er alt andet end det.
Hvad 91-årige Radigue beder sin lytter om er at være til stede (ikke overraskende har hun været praktiserende buddhist siden 1970'erne). For at opleve Radigues musik skal man kunne følge lyden til dens stilhed, og det er en mental tilstand. Naldjorlak er en invitation til deep listening. Hvad hører man, når man stopper op og begynder virkelig at lytte, mens Charles Curtis droner løs? Curtis føler sig hjemme i Radigues undersøgelser af lyd, og hans spil minder os om, at et stort lydkunstværk ikke eksisterer uden en stor performer. Havde der været et partitur, kunne vi have talt om at værket eksisterede alene i kraft af dette, og at det kunne opleves ved at blive læst. Men eftersom komponist og solist beskæftiger sig med mundtlig overlevering, er det sværere at forestille sig dette værk uden dets performer, og netop derfor er det svært at vide fuldt ud, hvornår vi hører Radigue, og hvornår vi hører Curtis.
Curtis bringer Naldjorlak til live så subtilt, at det er let at tro, at han ikke gør noget. Det lyder vildledende simpelt i starten, men hvis man tager sig tid til rent faktisk at opleve dronespillets mikrokosmos, vil man bemærke, at de to versioner, der præsenteres på denne udgivelse, ikke kun er vidt forskellige i karakter og udtryksevne. De er egentlig ikke droner med deres implicitte monotoni, de er snarere mikroskopiske verdener af konstant skiftende lydteksturer. Det er måden, Curtis så mesterligt formidler Radigues ideer på, der gør disse optagelser fra Los Angeles og Paris så fængslende.
Meget mere end en portrætbog
Anna Ullman: »De sidste drømmere«
Anna Ullman: »De sidste drømmere«. © Gads Forlag
Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.
Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.
Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger.
Pludselighed og mumlen
Klang Festival: Athelas Sinfonietta
Athelas Sinfonietta. © Alexander Banck-Petersen
Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.
Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!
Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.
Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten.
Elegant Rosenhøj-hyldest
Jakob Buchanan: »On Rosenhill«
Jakob Buchanan. © Per Bergmann
Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.
Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!
I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’.
Hauntologisk genistreg
Vinyl -terror & -horror: »The Sound Around You«
»The Sound Around You«. © Vinyl -terror & -horror
Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.
Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.
De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.
Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.
Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser.
Kroppen som levende instrument
Klang Festival: Ly Tran
Ly Tran. © Alexander Banck-Petersen
A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.
She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’
In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.
Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here.