Kortkritik

14.07.2023

Store miniatureverdener

Éliane Radigue: »Naldjorlak«

På Naldjorlak tager den franske komponist Éliane Radigue os med på en rejse af mikroskopiske proportioner, når en tilsyneladende simpel musikalsk situation – ikke ulig hendes tidligere værk for synthesizere – udfolder sig. Naldjorlak er et værk for uledsaget cello og Radigues første komposition for akustiske instrumenter, og det bygger på en mundtlig kommunikation mellem komponist og performer. Cellist Charles Curtis finpudser kun én tone i hele stykkets varighed, men denne præmis, der i starten kan slå lytteren som værende enkelt, er alt andet end det.

Hvad 91-årige Radigue beder sin lytter om er at være til stede (ikke overraskende har hun været praktiserende buddhist siden 1970'erne). For at opleve Radigues musik skal man kunne følge lyden til dens stilhed, og det er en mental tilstand. Naldjorlak er en invitation til deep listening. Hvad hører man, når man stopper op og begynder virkelig at lytte, mens Charles Curtis droner løs? Curtis føler sig hjemme i Radigues undersøgelser af lyd, og hans spil minder os om, at et stort lydkunstværk ikke eksisterer uden en stor performer. Havde der været et partitur, kunne vi have talt om at værket eksisterede alene i kraft af dette, og at det kunne opleves ved at blive læst. Men eftersom komponist og solist beskæftiger sig med mundtlig overlevering, er det sværere at forestille sig dette værk uden dets performer, og netop derfor er det svært at vide fuldt ud, hvornår vi hører Radigue, og hvornår vi hører Curtis.

Curtis bringer Naldjorlak til live så subtilt, at det er let at tro, at han ikke gør noget. Det lyder vildledende simpelt i starten, men hvis man tager sig tid til rent faktisk at opleve dronespillets mikrokosmos, vil man bemærke, at de to versioner, der præsenteres på denne udgivelse, ikke kun er vidt forskellige i karakter og udtryksevne. De er egentlig ikke droner med deres implicitte monotoni, de er snarere mikroskopiske verdener af konstant skiftende lydteksturer. Det er måden, Curtis så mesterligt formidler Radigues ideer på, der gør disse optagelser fra Los Angeles og Paris så fængslende.

Playlist

04.04

Mit navn er Mette Juul – vil du se min playliste?

»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«

Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber.

Playlist

31.03

Mit navn er Anna Juuliska Nykvist – vil du se min playliste?

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.

Kortkritikrelease

30.03

Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd

Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan

KoncertKirken, 29.03

Sofus Preisel

Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.

Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.

Playlist

30.03

Mit navn er Brian Nygaard – vil du se min playliste?

»Musik er sjælens sprog. Den korteste vej mellem mennesker adskilt af afstand, tid eller savn. Udover poesi, er musik det tætteste, vi kommer på kærlighed uden fysisk berøring. Musik er en større energikilde end fossile brændstoffer og musik kan vise os verdner, vi ikke vidste fandtes – inde i os selv. Få ting kan få os til at lette røven hurtigere end musik kan. Og nærmest intet andet kan endelig få os til at holde kæft.«

Brian Nygaard er journalist hos Weekendavisen, hvor han skriver om cykelsport og kunst. Der udgiver han også nyhedsbrevet Hjertets Bjerge, der tilbyder en anderledes refleksion over den gamle sport. Han har udgivet flere bøger om samme emne, blandt andet Iltgæld sammen med kunstneren Erik A. Frandsen (Gyldendal 2020). Han arbejder også som ekspertkommentator hos DR under Tour de France. Nygaard har en kandidatgrad i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i semantik og epistemologi, men det teoretiske har ikke tynget hans virke de seneste år, hvor han udover journalistgerningen er begyndt at producere pinot noir fra det kolde klima ved Stillehavskysten i det nordlige Californien under sit nye label, Oceanic.

Kortkritikrelease

27.03

Celloen inden for komfortzonen

Josefine Opsahl: »Cytropia«

Neue Meister, 31.01

Henrik Friis

Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent.

Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti.

Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.